Politik

Lærernes arbejdstid

Tirsdag den 2.april 2013.

Første dag med storlockout af lærere.

Eleverne synes sikkert det er nyt og spændende - med virksomhedspasningsordninger, utraditionelle skoledage, udvidet familiekontakt, "privatskoler", besøg i svømmehaller, biblioteker, biografer etc. i skoletiden…

Men når ugen er omme stopper festen sikkert for de fleste. Og trætheden som "gidsel" melder sig. 

For på sigt kan ingen naturligvis leve med at vores børn ikke er i den "rigtige" skole, og dette set både fra elevernes og "hjælpelærernes" synsvinkel. Så hvis ikke parterne kan nå til en enighed rimelig hurtigt - og mit bud vil være indenfor de næste max. 14 dage - vil regeringen udarbejde, og folketinget vedtage, det ventede lovindgreb. 

Og eftersom der er  indgået forlig vedr. gymnasielærernes arbejdstid - (som gymnasielærerne forventeligt vil stemme nej til - men som pga. afstemningsaftalen indenfor AC vil blive overdøvet af bl.a. DJØFernes, JA) - vil lovindgrebet overfor folkeskolelærerne tage udgangspunkt i den nye arbejdstidsaftale på gymnasieområdet. Mon ikke det er ”et kvalificeret gæt”?

Den nye arbejdstidsaftale på gymnasieområdet er - lidt forenklet - let at beskrive: Der er nemlig stort set ingen aftale, andet end en årsnorm på 1680 timer, ekskl. 5 ugers ferie, weekender og helligdage, svarer til 37 timer om ugen.

Alle aktuelle aftaler om forberedelsestid, tid til retning af skriftlige opgaver, timer til tilsyn af pædagogikum kandidater, timer til afholdelse af eksamen etc. etc. er ophævet.

I stedet for de såkaldte "akkorder", som fungerede som puslespilsbrikker i den enkelte lærers årsnorm - f.eks. at undervisningen i 3g matematik på højt niveau udløser x antal timer (x = en sum af fagets lektioner, forberedelsen af dem og retningen af elevernes skriftlige arbejde m.m.) - og hvor summen af tilsvarende hold og lærerens øvrige opgaver resulterer i en årsnorm (der har ligget og svinget omkring de 1680 timer reguleret over flere skoleår gennem afspadsering og tilspadsering), så siger den nye aftale i princippet: Mød op kl. 8.00 og du står som lærer til rådighed til kl. 16.00 mandag til torsdag, fredag dog kun til kl. 13.00 (eller hvordan man nu vælger at fordele de 37 timer).

Det lyder måske som en forenkling af skolernes hverdag – men er det nu det?

For det første skal de opgaver fagenes bekendtgørelser, og de øvrige lovmæssige rammer for skolerne sætter, naturligvis fortsat udføres. OK13 har ikke ophævet klasser, hold, skriftlige opgaver, terminsprøver og eksaminer osv. osv. Det betyder, at det nye puslespil igen skal have nogle brikker, men i stedet for at lovmæssigt set identiske brikker fra skole til skole, f.eks. dansk i 1.g, vejledning af den store skriftlige opgave i 3.g, studievejledning i 2.g var blevet aftalt centralt, er det den enkelte skoles ledelse (rektor og inspektorer) der skal definere den enkelte brik. Og brikken skal defineres! Fordi klasser og hold ikke kan skifte lærere hele tiden og fordi den samme lærer naturligvis skal rette holdets skriftlige arbejde, fungere som eksaminator, planlægge ekskursioner og studieture og i det hele taget være ansvarlig for ”alt” det der vedrører denne gruppe elever. Akkorden skal med andre ord gendannes i alt fald hvis man mener at kvaliteten i undervisningen skal bevares og endda hæves (?).

Enhver tanke om, at en lærer kan møde ind som var det på en ”almindelig arbejdsplads” og modtage dagens arbejdsopgaver (2a i dansk i 3 og 4 time, rette 5 stile og forberede en studietur – eller?) er naturligvis absurd. Sådan fungerer tingene ikke i gymnasiet og i de andre ungdomsuddanelser. Og sådan kan en ”forbedret” folkeskole naturligvis heller ikke fungere.

Ophævelsen af arbejdstidsaftalen – læs: indførelsen af en ”ny” aftale - resulterer efter min bedste overbevisning i en masse spildtid. Og hermed mener jeg skoleledernes tid, lærernes tid, elevernes tid og alle dem der direkte og indirekte forholder sig til en sådan aftale.

I 1999 var gymnasieskolerne igennem en tilsvarende øvelse. Dengang bestod øvelsen i, at der skulle laves en lokal arbejdstidsaftale på den enkelte skole. Enhedskulturen på skolerne blev afløst af en A-B modsætning. Ledelserne var isolerede, medens tillidsrepræsentanterne blev holdt i en kort snor af GL. Og resultatet blev, efter mange måneders ævl og splid, stort set det samme som det havde været før - i alt fald arbejdstidmæssigt set - men skolekulturmæssigt fik mange skoler et knæk som det efterfølgende har taget år at få repareret. 

Nu er decentraliseringsånden ude igen. Men øvelsen er faktisk større denne gang - der skal ikke laves en lokal arbejdstidsaftale. Ledelsen har magten. Men lur mig om ikke det alligevel vil gå som i 1999!

For uanset hvem der sætter rammerne, skal skolerne fungere. Hvis ikke der er en rimelig konsensus om arbejdstidsforhold både generelt og i detaljen - og det både indenfor og på tværs af skolerne - så "bryder helvede løs".. Læs: så bliver der brugt unødvendig tid og negativ energi på andet end det der er skolens egentlige formål nemlig at lave god undervisning for dens elever. Skolens lærere er de centrale og hvis ikke lærerne på en skole føler sig som en del af et fælles skoleprojekt så falder skolen fra hinanden og elevernes udbytte forringes.

Det taler for rimelige centrale aftaler. Og i den aktuelle situation, med en i udgangspunktet decentral løsning, at skolernes ledelser f.eks. via Rektorforeningen - eller som minimum via de regionale netværk - laver nogle fælles brikker til puslespillene på skolerne. Alt behøver ikke at være udloddet – skolerne i ungdomsuddannelserne har været i gang med en længere ”individualiserings proces” med selveje og decentral beslutningskompetence – det kan man mene meget om, men det er en kendsgerning p.t. -derfor er det aktuelt ideelle nok en kombination af nogle fælles akkorder og en stor timepulje til lokale løsninger. Det tror jeg alle er bedst tjent med.

Hånd i hånd med selveje og decentralisering har skolernes ledelser fået mere og mere magt. Det tror jeg er en accepteret realitet på de fleste skoler, hvor man også har oplevet at ikke mindst yngre kolleger har efterspurgt ”ledelse”. Derfor er problemet i OK13 ikke det at ledelserne får mere magt. Problemet er den måde, og indenfor hvilke rammer , magten forvaltes og hvor min lille pointe er, at ikke alt nødvendigvis skal gøres decentralt.

Figuren med at lærerne underviser for lidt (fordi de forbereder sig for længe..- eller bruger for megen tid på andre ting (?)) samt behovet for at kunne differentiere forberedelsestiden f.eks. mellem yngre og ældre kolleger og muligvis også mellem fag og hold, har stået som de vigtigste argumenter for en ophævelse af de gældende arbejdstidsaftaler. 

Overenskomsten for gymnasieskolerne m.fl. lægger nu disse spørgsmål ud til lokal ”forhandling”. Men hvorfor er disse spørgsmål ikke blevet adresseret centralt når det har været så magtpåliggende for Finansministeriet (og KL) der skulle skrues på disse faktorer. Det er jo spørgsmål der lægger gift ud for skolekulturen og som derfor om nogen burde være aftalt centralt.

Noget tilsvarende tror jeg gælder for folkeskoleområdet. Og jeg håber meget for folkeskolen at der findes en aftale der på den ene side definerer nogle centralt fastlagte arbejdstidsmæssige grundvilkår, med udgangspunkt i en skoles virkelighed, og på den anden side skaber rum for den fleksibilitet og fornyelse som jeg hører alle efterspørge. Det burde Danmarks Lærerforening og KL kunne blive enige om. Men hvis det ender med det lovindgreb, der p.t. virker mest sandsynligt, skal man ikke kopiere arbejdstidsaftalen på gymnasieområdet.

Jesper Petersens exit

JP agerede ærligt og professionelt i forbindelse med formandsskiftet i SF ved både at sige at han foretrak Astrid Krag og samtidig være loyal overfor Annette Vilhelmsen.
Den professionalisme er smuldret nu. JPs exit er decideret parti-illoyalt og formodentligt også politisk uklogt.
Man skifter ikke parti som politisk ordfører "af egen fri vilje". Hvis man er utilfreds, træder man tilbage fra sit ordførerskab, og tager en politisk kamp indenfor partiet. Og først når dette har været frugtløst, kan man overveje et partiskifte..
Nu fremstår JP som en "forræder" og døgnflue - og det formodentlig uanset hvilket parti han tilslutter sig. Derfor er exit-en formodentlig også uklogt politisk set - i alt fald hvis JP satser på en fortsat politisk karriere.
Efter alle solemærker vil han ikke kunne få en "sikker" socialdemokratisk kreds, og derfor glide ud til næste folketingsvalg.
Det efterlader derfor spørgsmålet - hvorfor gør han det? Og et af svarene er muligvis at han ved at SF ender med at forlade regeringen. Og derfor både af reelle politiske årsager, men måske snarere for at "redde sin egen røv", forlader skuden inden (??)



Tillykke Obama

Jeg har været oppe hele natten og jeg græd sgu under din fantastiske sejrstale - der i sandhed var en præsident værdig.
Og godt at Demokraterne både vandt når man så på antallet af afgivne stemmer og hvad valgmændene angår. Det sidste er vigtigt for amerikanerne det første er afgørende for os danskere.
Din udmelding om samarbejde mellem fløjene sad lige i øjet - og din ide om at inddrage Mitt Romney var også med i "mit manuskript".
Nu skal Republikanerne vise at de kan samarbejde - og at det samlede politiske system vil være i stand til at lave de fornødne kompromisser. Men hvis ikke Republikanerne kender deres besøgelsestid, så vinder de (heldigvis) heller ikke det næste præsidentvalg! 
Obamas koalition af latinoer, sorte og unge og progressive hvide sikrede ham begge valg. Men det er alligevel tankevækkende at kun 38% af USA hvide befolkning støttede ham.. 
Man bliver lidt klogere på vælgersammensætningen i dette valg ved at kigge lidt på CNNs valgundersøgelser:
http://edition.cnn.com/election/2012/results/race/president#exit-polls

TV2s 12 timers maraton-dækning skal have ros for sin variation, studieværtens og reporternes energi og Mads Fugledes professionalisme. Men mod afslutningen manglede man valgresultater og de valgtekniske analyser. Og måske skulle man have brugt lidt mere tid på valget af og sammensætningen af Repræsentanternes Hus samt de mange statslige folkeafstemninger. 
MEN på den lange bane har dækningen af dette amerikanske valg fyldt ALT for meget.. Vi er på niveau med Tour-ene og de olympiske lege.. - som jeg også synes fylder for meget - og som går ud over den øvrige nyhedsdækning. Analogien til dækningen af de store sportsbegivenheder er påfaldende: Præsidentvalget som en sportskonkurrence.. Og det er vel ikke passende både set omfangsmæssigt og indholdsmæssigt.






½ år med ny (god) regering

En ledende politisk kommentator udtrykte det således (ca..) i går:
Man behøvede ikke noget diplom, som politisk kommentator, for at konkludere, at den nye regering var kommet dårligt fra start..
Sludder - den nye regering er trods alle oddsene imod sig faktisk kommet ok fra start.
Fra dag et skulle man høre på en gang mediegenereret ævl om, at der var tale om det ene løftebrud efter det andet. Realiteten er jo at S og SF sammen med Enhedslisten IKKE har et flertal i Folketinget. DER ER IKKE NOGET RØDT FLERTAL.. Og regeringssamarbejdet med De Radikale har naturligvis trukket regeringen i en borgerlig retning. Det er logik for burhøns. Og hvis medierne havde koncentreret sig om at formidle denne historie, i stedet for at fokusere på de såkaldt "brudte valgløfter", så havde vi måske opnået nedenstående i stedet:

1) En reel analyse af  og diskussion af hvad det nye regeringssamarbejde stiller af udfordringer for de involverede partier.. Det er ikke let at være SF i en ny rolle. Men hvad med Socialdemokratiet og De Radikale? Hvor går grænserne for loyalitet overfor regeringsgrundlag og det gensidige samarbejde og de tre partiers behov for individuel pofilering. Er der en gylden middelvej?
2) En vurdering af indhold i stedet for form: Hvordan klarer vores udenrigsminister sig f.eks. reelt på den internationale politiske scene - fremfor mediernes latterlige fokusering på slipseknuder og engelskkundskaber.. Og hvad er det egentlig regeringen er i gang med at gennemføre set i helheder fremfor i "chips-størrelse"
3) En ordentlig debat om "trængselsringen" hvor fokus havde ligget på de trafikale- og miljømæssige problemer som trængselsringen jo for pokker er et forsøg på at løse. Men det er nok rigtigt: Regeringen var ikke god til at sælge varen.. Og ringen er skudt til hjørne - men problemerne er jo ikke forsvundet af den grund..
4) Nogle langt bedre opinionstal for S og SF! Opinionstal er i dagens Danmark baseret på mediernes spin.
Tallene er sikkert rigtige nok - men afspejler i et betydeligt omfang de holdninger som mediedækningen indeholder.

Medierne er ikke blot den såkaldt fjerde statsmagt - de er ved at etablere sig som den vigtigste..
Og desværre må man konstatere, at der er en høj grad af SELVOPFYLDENDE PROFETIER i dette magtapparat.