Tyrkiets (mere eller mindre) ukendte seværdigheder

Resume:

Det er ikke urimeligt at sige, at det landområde Tyrkiet i dag dækker - udgjorde grobunden for den europæiske civilisation. Påstanden er på det seneste blevet yderligere bekræftet af fundet af et 11-12.000 år gammelt tempelkompleks i det sydøstlige Tyrkiet - mellem floderne Eufrat og Tigris. De oprindelige mennesker har formodentligt bredt sig fra det nordøstlige Afrika - hvor overgangen fra aber til mennesker er startet - og bl.a. fundet egnede jagtmarker ved Taurusbjergene i det nuværende Tyrkiet. Og senere udnyttet den anatolske højslettes uendelige landbrugsmuligheder. Herfra har grupper af de tidligste mennesker efter al sandsynlighed bredt sig udover det nuværende Europa.
Anatolien gav meget senere husrum for Hittitter, Frygere, grækere, lykere, romere og byzantinere. Og det var her Kristendommen havde sin vugge med den første kirke i Antiokia og Paulus’s missionsrejser.
Dette er ikke nyt for de fleste historikere og for folk med interesse i området - men det er ikke alment kendt. Og det er synd - for Tyrkiet rummer ufattelige kulturskatte og de fortjener en større andel af den nuværende masseturismes aktiviteter. Men den tyrkiske stat skal også blive bedre til at sælge varen.

Hvad siger stederne Karain, Göbekli Tepe, Catal Höyük, Hattusas, Aspendos og Demre dig? Formodentlig ingenting – men det burde det egentlig. Karain er en grotte med spor tilbage til de tidligste mennesker og med en uafbrudt bosættelse igennem de sidste 20.000 år. Göbekli Tepe er navnet på et udgravningsområde, hvor man har fundet rester af det første kendte tempelkompleks ca. 10.000 år f. Kr. Dvs. ca. 6.000 år før de ældste templer på Malta og Kreta og ca. 8.000 år før de egyptiske templer. Catal Höyük fra ca. 7.000 år f. Kr. er en af de ældste landsbyer i verden. Hattusas er navnet på hittitternes hovedstad. Og hittitterne er det folkeslag, der – som nogle sikkert kan huske fra historieundervisningen – kæmpede med bl.a. egypterne og som havde deres storhedsperiode fra år 1700 - 1200 f. Kr. Aspendos er et af de bedst bevarede romerske teatre i verden (ca. år 180) med plads til flere tusinde tilskuere og med adskillige årlige teater- og operaforestillinger den dag i dag. Demre, tidligere kendt som Myra, er hjembyen for biskoppen Sct. Nicholas (300-tallet) – den senere nok så navnkundige julemand.

Alle disse steder ligger i Tyrkiet. Karaingrotten ligger nord for Antalya på syd-vestkysten. Göbekli Tepe ved byen Sanliurfa (Abrahams mytologiske fødested) i syd-øst. Catal Höyuk øst for Konya på den anatolske højslette. Hattusas 250 km øst for Ankara i det centrale Tyrkiet. Aspendos 30 km udenfor Antalya på vejen til Alanya. Demre ved kysten i det gamle Lykien, sydvest for Antalya.

Og dette er kun i bogstaveligste forstand ”toppen af isbjerget”. Tyrkiet rummer uvurderlige arkitektur- og kulturskatte fra den tidligste menneskehistorie til vore dage. Og det er ikke bare et spørgsmål om en mængde (meget) interessante udgravninger, ruiner, bygværker, fund etc. Det er faktisk steder og fund, der repræsenterer selve udgangspunktet for den europæiske civilisationshistorie. Der er ingen andre steder i Europas periferi, ja, i hele verden, som kan matche Göbekli Tepe og Catal Höyük i aldersmæssig henseende – og indtil arkæologer finder tilsvarende templer og landsbyer i andre lande, må konklusionen være, at det landområde, den tyrkiske nationalstat i dag dækker, faktisk er selve livmoderen for europæisk kulturudvikling.

Er det derfor ikke lidt mærkeligt, at vi er så få i Danmark og givetvis i hele Europa, der kender til disse seværdigheder? Det er svaret på dette spørgsmål, denne kronik vil kredse om, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis sådanne seværdigheder havde ligget i f.eks. Frankrig, Italien eller Grækenland, så kendte vi ”alle” til dem. Det ville være 5-stjernede seværdigheder, der i ”Michelin-guide-sprog” hver især var ”en rejse værd”.

Er det bare fordi, de ligger i Tyrkiet – forstået som et land, der geografisk set ligger langt væk? Næppe. Byer som Bodrum, Marmaris, og ikke mindst Alanya ved Tyrkiets middelhavskyst har overtaget Mallorcas rolle som billige charterferie-steder, så i 100-tusindevis af danske turister har fundet vej til Tyrkiet, og mange vender tilbage år efter år. Og afstande betyder jo i dag ”intet” for den moderne turisttrafik. Rejsemålene i Thailand, i Kina og i USA indebærer dobbelte flyvetider i forhold til f.eks. København/Billund-Istanbul eller København/Billund-Antalya. Så afstanden alene kan ikke forklare vores uvidenhed. Årsagen eller rettere årsagerne skal findes i andre forhold. Og dem er der er givetvis mange af. Forhold/forklaringer, der – uden, at jeg i øvrigt vil postulere en større videnskabelighed – efter min mening bunder i alt fra religiøse modsætninger, kulturelle barrierer, militærhistorie, geopolitiske forhold og indvandrer-problematikker til vores egen uddannelse og generelle (manglende) grad af vidensspredning. Jeg vil her fokusere på tre forhold.

Religiøse og kulturelle barrierer, masseturismens kulturelle armod samt Tyrkiets egen mangelfulde markedsføring. 

Historien i bred forstand sætter naturligvis en vigtig dagsorden. Osmannerriget med sultanens hovedsæde i Istanbul - det tidligere østromerske Konstantinopel - var en faretruende muslimsk modpol til de central- og vesteuropæiske stater fra Konstantinopels fald i 1453 og helt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Og fjendebilledet havde konkret substans: Osmannerne stod i slutningen af 1600-tallet bogstaveligt foran bymurene i Wien, med hele Balkan under sig og med bl.a. det nuværende Ungarn, Slovenien og Rumænien som vasalstater. Og mod øst omfattede riget hele den Arabiske Halvø. I sandhed en mægtig fjende. I løbet af 1700- og 1800-tallet skrumpede riget dog, for endeligt at kollapse efter 1. Verdenskrig. Og i gennem hele perioden var modsætningen - klart religiøs: Kristendom overfor Islam og dermed en usikkerhed overfor den magt og den kultur Det Osmanniske Rige repræsenterede. Så på det tidspunkt var der ikke megen kontakt mellem København og Istanbul, og i dette fjendebillede finder man givet vis en historisk forklaring på de endog meget summariske beskrivelser af sultanatet man helt frem til vore dage kan se i danske historiebøger.

Efter 1. Verdenskrig sætter Grækenland, Italien, Frankrig - og delvist USA (for at sikre Armenien som selvstændigt område) - sig på dele af det nuværende Tyrkiet. Men uafhængighedskrigen - under ledelse af Mustafa Kemal - senere Atatyrk - generobrer de annekterede områder. Med sultanatets fald i november 1922 banes vejen for en ny tyrkisk republik - der dog i sær ifht. Grækenland udløser det problem, at mange grækere, bosiddende i Tyrkiet, tvangsflyttes til Grækenland og heri finder man en del af årsagen til det fortsat spændte forhold mellem de to lande. Under 2. Verdenskrig holder Tyrkiet sig neutralt indtil landet erklærer Tyskland krig i 1945. I 1952 optages Tyrkiet i Nato sammen med Grækenland. Så fra at være fjende af Europa er Tyrkiet nu en alliancepartner. Og det store spørgsmål i EU p.t. er så, om denne alliance også kan udstrækkes til et EU-medlemsskab. Jeg er ikke i tvivl om, at det der i sidste ende forsinker optagelsesprocessen er begrundet i to forhold: Frygten for en yderligere tyrkisk indvandring og udsigten til 80 millioner muslimer indenfor EUs grænser. For selv i 2012, næsten 100 år efter den tyrkiske republiks start har kulturelle og religiøse barrierer tilsyneladende fortsat en betydning.

Den tyrkiske republiks indførelse betød et opgør med kalifatet, dvs. det forhold at sultanen i Det Osmanniske Rige var både kirkens og statens overhoved. I stedet har Tyrkiet nu et sekulært samfund, hvor religion og stat holdes adskilt. Langt hovedparten af Tyrkiets indbyggere er fortsat muslimer. Men når vi f.eks. diskuterer om muslimske kvinder må bære tørklæde som skolelærere, kassedamer, buschauffører o.lign., gør vi det uden at i agt tage  den ”pudsighed”, at i Tyrkiet er det forbudt tyrkiske kvinder at bære tørklæder i hele uddannelsessystemet (det være sig som elever eller lærere), i hæren, i den offentlige forvaltning o.lign.. Sekularisering på tyrkisk betyder nemlig, at der ikke må være nogen form for religiøse symboler i statslige institutioner. Det kunne vi måske lære noget af selv. Men er det ikke - måske lidt hårdt trukket op - korrekt at sige at politikere, journalister o.lign. fortrænger bl.a. denne ”pudsighed”, fordi det tilsyneladende er vigtigere at fastholde skræmmebilleder om indvandrere/islam/terrorisme/Tyrkiet end at forholde sig til fakta?

Så med islam fortsat inde i billedet, og med den militærpolitiske historie i baggrunden, er der tilsyneladende fortsat næring for netop sådanne ideosynkrasier, der dels blokerer for en forskningsmæssig/journalistisk interesse i og formidling af Anatoliens/Tyrkiets betydning for historiens lange linjer. Og dermed også blokerer for en folkelig viden om Tyrkiets seværdigheder.

De to sidstnævnte forhold hænger naturligvis sammen og indgår i det, jeg tillader mig at kalde ”masseturismens kulturelle armod”.
Nu er det jo ikke sådan at danskerne ikke besøger Tyrkiet! Faktum er, at danskerne hár fundet Tyrkiet som chartermål. Landet delte i 2010 6. pladsen med Frankrig og Østrig for rejser med mindst 4 overnatninger, kun overgået af Spanien, Sverige, Tyskland, Italien og Norge i nævnte rækkefølge (www.dst.dk, 2011). Men det er ikke Tyrkiets historiske seværdigheder der sælger billetterne - i alt fald overordnet set, thi naturligvis ser mange de seværdigheder man næsten falder over som f.eks. Efesos ved turistbyen Kusadasi syd for Izmir, korsfarerborgen i Bodrum og borghøjen i Alanya. Men det er ikke det typiske billede - langt de fleste af os tager afsted ”for at slappe af” og det er som regel synonymt med uendelige timer på stranden/ved poolen i kombination med shopping og aftenstrolling efter aftensmaden og/eller en bar. Og sådan ér masseturismen jo indrettet, ikke bare i Tyrkiet men i hele verden - både fordi det er det vi selv vil - og fordi det er sådan de steder vi lader os transportere til har indrettet rammerne for vores ferier.

Jeg forsøger ikke at lægge ”afslapningsferien” for had, jeg plæderer blot for, at hvis man som turist i Tyrkiet ikke bruger bare 20 % af sin ferie på dels at sætte sig lidt ind i landets kultur og historie og dels udforske nogle af de seværdigheder, man nærmest vader i, så ér det et udtryk for en vis armod. Og en armod, der både er selvforskyldt – altså ”det vi selv vil” – men i min optik også en armod, der skyldes, at vi ikke ved bedre. Læs: Vi har ikke en skoleviden eller en generel vidensspredning i form af medie- og nabofortællinger, der har udstyret os med en appetit på at udforske landskabet, kulturen, seværdighederne i et land som Tyrkiet. Det går bedre, når vi tager til Italien og Frankrig. Her opholder mange af os i Rom og Paris i en hel uge, besøger museer, kirker, gamle ruiner. Men når vi tager til Tyrkiet, er målet Middelhavskysten og afslapning. Eller spille golf ved Belek (uden for Antalya) uden at se andet end en lufthavn, et luksushotel og et antal golfbaner – på trods af, at der kun er 10 min. kørsel til 2 ”5-stjernede” seværdigheder som de romerske byer Aspendos og Perge. Og i modsætning til Paris og Rom er det kun et fåtal af turiststrømmens individer, der har Istanbul som mål, på trods af, at byen vibrerer af mødet mellem vest og øst og rummer seværdigheder og en historie, der matcher Roms.

Men det handler også om, at de tyrkiske myndigheder ikke er særlig gode til at sælge varen.

Som en turist der gerne vil opsøge ”alle” seværdighederne, savner man nogle opdaterede, oversigtsskabende og appetitvækkende hjemmesider/apps f.eks. udgivet af Det tyrkiske Turistbureau og også gerne nogle forskellige bog-guider, generelle som lokale, der både kan give overblik og indsigt og som er forfattet af tyrkere og oversat til fremmedsprog. For tiden er markedet domineret af diverse internationale guider - hvoraf de fleste er fine nok - men som godt kunne fortjene at få lidt tyrkisk konkurrence.

Dertil kommer at vejkort er en mangelvare i landet - og dem man finder - i alt fald hvad bi-vejene angår - er behæftet med fejl. Det gør det jo ikke lettere at skifte ham fra solturist til kulturturist.

På den anden side: Når man har lejet bilen (der ikke er dyr i Tyrkiet) - og kører rundt på de i øvrigt ganske udmærkede veje - så er der fin skiltning til de historiske seværdigheder. Men når man når frem til de historiske steder, så er stedsbeskrivelserne ofte summariske - oversigtstavler fraværende - og hvis de er der - så er de fremmedsprogede versioner ofte så fyldt med banale sprogfejl - at det giver mindelser til engelsk/tysk skriftsprog for 4. klasse.

Men hvad værre er - det virker som om, at der ikke bliver passet godt nok på vores fælles kulturarv.

Regn, frost og vind vil altid være en nedbrydende faktor og har altså været det i årtusinder i Tyrkiet - og nu er det måske på tide at begrænse den - men mange steder er der også en ”human-erosion”. Besøgende kan stort set gå og opholde sig hvor de vil i mange af ruinområderne, tilsynet er mange steder fraværende og samtidig ligger søjler, kapitæler, udhuggede friser etc. hulter til bulter uden nogen beskyttelse. Med den mængde af seværdigheder Tyrkiet råder over, er det forståeligt at det kan knibe med resurser til at udgrave, beskytte og bevare det alt sammen - men i det mindste bør den tyrkiske stat føle sig forpligtiget til at sikre at der ikke sker en yderligere nedbrydning.

I sidste end handler det jo også om arkæologisk indsigt og naturligvis om økonomi, og her var det rimeligt hvis nogle internationale pengekasser trådte til. Jeg har set flere historiske steder der er støttet af Unesco og lign. - og der er muligvis også enkelte steder hvor EU har været inde over. Det skal der mere af og konkret burde EU tilbyde midler til udgravning, bevaring og restaurering. Og samtidig kan de tyrkiske myndigheder også generere nogle flere turistindtægter. Infrastrukturen både på vejen til nogle af seværdighederne og især indenfor på selve områderne kunne godt fortjene et løft. På alle historiske steder bør der være opdateret (og korrekturlæst) orienteringsmateriale i form af plancher og skriftligt materiale. Men så er det også rimeligt, at man bliver opkrævet en passende entre ved indgangen. I takt med at infrastruktur, oversigter, baggrundsmateriale og markedsføring forbedres, vil der naturligt også komme flere turister. Konkret: 15 km øst for Alanyas centrum, som danske turister besøger i 10.000 vis, ligger der en romersk ruinby ved navn Syedra. Den er ikke så imponerende som f.eks. Aspendos og Perge – men den ligger tæt på Alanya. Pompejus, der tabte magtopgøret med selveste Cæsar, har været i byen. Men de gange, jeg har været der, har der stort set ikke været andre besøgende. Stedet er et godt eksempel på et ruinkompleks, hvor infrastruktur og orienteringsmateriale fortjener et kraftigt løft. Men så tror jeg til gengæld også, at en del indenlandske, danske som udenlandske turister ville bruge de 2-3 timer, det tager fra Alanya og retur, for at opleve en ruinby, der har godt 2.000 år på bagen.

Jeg erkender at der er forskel på at besøge Paris, London eller Rom ifht. at besøge Istanbul eller Ankara eller tage på badeferie til Italien ifht. en tilsvarende ferie i Tyrkiet. Der ér et større kulturelt spring, der udtrykker sig i boligkvalitet, klædedragt, spisevaner, alkoholpolitik og markedsadfærd. Og fattigdommen er også mere synlig. Det danske BNP pr. indbygger var i 2010 55.891 US$, det tyrkiske er 10.094 (www.worldbank.org 4/2012) - forskellen fornægter sig naturligvis ikke. Og man skal betænke at store dele af den tyrkiske befolkning tjener mindre end 1.000 kr. pr. måned. Men det gør ikke Tyrkiet til en nation af ”ludere og lommetyve” snarere tværtimod. I alle de år familien har rejst i Tyrkiet - også midt under Muhammed-tegnings-krisen - har vi aldrig været udsat for ubehagelige ting, tyveri o.lign. og vi har stort set kun mødt venlige og hjælpsomme mennesker.

Så det skal i alt fald ikke være grunden til at afstå fra at indsamle indsigt i nogle af arnestederne for Europas kulturhistorie, ja, måske store dele af Verdens kulturhistorie (?).

Fundet i Göbekli Tepe er så epokalt, at det sætter hele den menneskelige civilisationshistorie i et nyt perspektiv, og udgravningerne har foreløbigt har rejst mange flere spørgsmål end vi muligvis får besvaret. Men både spørgsmålene og de fremtidige svar skal vi være flere der ved noget om og der er kun én vej. Vi skal have nedbrudt nogle af de filtre og barrierer der p.t. blokerer for sådanne indsigter. Og det handler om at vi selv udforsker internettet, kigger i guider og finder relevant litteratur (noget ér der jo!), men det handler også om at vidensformidlere i uddannelserne og i medierne får revurderet vores hidtidige historieskrivning og at Tyrkiet selv bliver bedre til at varetage vores alles kulturarv.