onsdag den 1. april 2020

Folketal og dødelighed til sammenligning med Corona-tal



Desværre vokser antallet af døde med Corona dag for dag - men det er vigtigt med proportioner - derfor viderebringes hermed nogle befolkningstal og "normale" dødstal for udvalgte lande.
Hvis man f.eks. selv vil beregne antal døde med Corona pr. 1. mio. indbyggere dividerer man nedenstående folketal op i antallet af Corona-døde. Sådanne relative tal er nødvendige hvis man vil sammenligne Corona-krisen i forskellige lande.


Folketal og dødelighed i udvalgte lande i sammenligning med døde med Corona
Folketal i millioner
Døde i alt
Døde med Corona
Corona-døde pr. 1  mio.
2018 2018
    31/3 2020
31/3 2020
Australien
25
             162.450
20
1
Belgien
11
             109.652
Danmark
                5,8
               47.539
90
16
Finland
               5,5
               54.077
Frankrig
                67
             602.885
3.523
53
Holland
                17
             151.633
1039
60
Hong Kong
                  7
                46.941
Indien
          1.353
        9.752.371
Iran
                82
             395.504
2.898
35
Island
                  0,4
                 2.298
Italien
                60
             646.615
12.428
206
Japan
              127
         1.366.514
Kina
          1.393
         9.902.310
3300
2
Mexico
              126
             748.690
Norge
               5,3
               40.920
39
7
Polen
                38
             402.573
Rusland
 144
         1.863.767
Spanien
                47
             420.514
8.189
175
Sverige
            10,2
               92.667
180
18
Sydafrika
                58
             548.791
Sydkorea
                52
             289.157
Tyrkiet
                82
             444.033
Tyskland
                83
             937.086
658
8
UK
                66
             611.699
1.408
21
USA
              327
         2.780.923
4.054
12
Østrig
                   9
               84.047

Kilde Verdensbanken, World Development Indicators, 1/4 2020  bearbejdet af Karsten Duus. Samt Sundhedspolitisk Tidsskrift og John Hopkins University.
NB: Antallet af døde i 2018 er beregnet ud fra dødsraten i 2017! 
Tabellen viser bl.a. at Italien pr 1. april er det hårdest ramte land, både absolut og relativt, men også, at selvom der p.t. er 12.500 døde med Corona - så dør der faktisk "normalt" 650.000 om året i landet. Det gør ikke antallet af døde med Corona mindre - men det sætter naturligvis tallene i relief.
Jeg har selv svært ved at skrive dette, fordi det kan opfattes kynisk, men vigtigere: fordi vi jo ikke ved hvad der ville være sket med Corona-tallene hvis ikke verden "lukkede ned" ! . Men jeg ved som gammel gymnasielærer, at når vi om 3 år kigger tilbage på denne krise, så vil vi anlægge alle mulige relative betragtninger på dødstallene og effekterne af det vi foretog os, og noget af dette bør vel også præge vores aktuelle politik og ikke mindst formidlingen af den. Indtil nu har myndighederne holdt sådanne statistiske analyser for dem selv, fordi det har været afgørende at mobilisere alle - og det gøres lettest ved at fokusere på absolutte tal. Lur mig om ikke vi vil se flere relative tal når vi (heldigvis og forhåbentligt snart) skal til at lukke op igen.

Trump: Når han siger, at 100.000-200.000 døde med Corona, vil være acceptabelt i USA - og et udtryk for at "vi har klaret det ok", så siger han reelt, at han accepterer en situation der er 1,5-3 gange værre end i Italien. Det burde han tabe et præsidentvalg på. Men når valgkampen raser, vil han kunne læne sig op ad, at der alligevel dør 2,8 mio om året i landet. Omvendt burde det være svært for ham at forklare at corona-dødeligheden måske ender med at være hundrede gange større i USA end i Kina. 

mandag den 30. marts 2020

Døde med Corona i sammenligning med den almindelige dødelighed

- en statistisk tilgang.

Bekymringer har det med at komme ud af proportion, derfor er det en god ide se på fakta:

Dødstallene i tilknytning til Coronavirus udvikler sig dag for dag. Gode kilder til ajourførte tal er:

Sundhedspolitisk Tidskrift
https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3073-lynoverblik-dagens-tal-og-vigtigste-nyheder-om-coronavirus.html
- også med tal for hele verden

De danske myndigheders/Politiets hjemmeside
https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/foelg-smittespredningen-globalt-regionalt-og-lokalt
- med detaljerede tal for udviklingen i Danmark

Status den 31/3 2020, dvs. hele marts måned:
90 døde med corona-virus
529 er indlagt, heraf 145 på intensiv og 131 i respirator.

Første dødsfald i DK var den 11/3 - dag for dag har udviklingen været: 1,0,0,2,1,1,1,4,6,3,3,3,7,5,7,8,10,13,7,5,13  (i alt 100 ??)

Kilde: (www) Sundhedspolitisk Tidskrift den 31/3 2020.
NB: summen af dag til dag dødsfaldene er 100 - 10 flere end det officielle tal. Enten er opgørelsesmetoden ændret eller også er der fejl et eller andet sted.

Nedlukningen af Danmark samt den massive mediedækning har udløst en både formidlet og selvopfattet bekymring, hvor ovennævnte tal, statistisk set, kommer helt ud af proportion.
Statistisk set er ovenstående tal nemlig MEGET MEGET SMÅ.

90 døde i Danmark svarer til 15,5 døde pr 1.000.000 indbyggere
3300 døde i Kina svarer til 2,5 døde pr. 1.000.000 indbyggere
Medens de: ca. 11.000 døde i Italien svarer til 182 døde pr. 1.000.000 indbyggere.

Indsatsen i Danmark (og i Kina) i sammenligning med Italien tyder derfor på at den danske håndtering af har haft en meget stor og positiv betydning for (ikke)-spredningen af Coronavirussen!

Men: 15 døde pr 1. mio - og det kan være det ender med 20 / 50 / 100 ??- er reelt meget små dødelighedstal.
Aktuelt dør der ca. 55.000 danskere i et normalt år, det svarer til 9482 pr. 1. mio. indbyggere (sic!)
I marts måned sidste år døde der 4606 personer - og et tilsvarende antal er døde i år - i den sammenhæng - gør 90 døde med Coronavirus ikke den store forskel, - præcist 1,7 procent, hvis dødeligheden i marts måned i år er den samme som i 2019.

Det kan lyde kynisk - men sådan er det jo statistisk set.
Relativering / proportioner er vigtige, og på et samfundsmæssigt og politisk plan - nødvendige - men hverken regering eller medier har været særlig gode til at få dette aspekt med i deres formidling.

Du kan se de normale dødelighedstal for Danmark her:  (seneste tal fra Danmarks Statistik)

Døde i alt og i marts måned 2017, 2018 og 2019


Hvad dør vi af? (2018)

tirsdag den 18. juni 2019

Beskæftigelse og arbejdsløshed - fup eller fakta

Den 18/6 2019

TV2 News viderebringer i dag en nyhed om 70.000 flere i beskæftigelse heriblandt mange seniorer. Det lyder jo godt - men holder det?

Hvis man se på resultaterne fra Arbejdskraftundersøgelserne tegner der sig nedenstående billede:


Arbejdsmarkedstilknytning efter beskæftigelsesstatus, alder og tid
Enhed: 1.000 personer1. kvartal
20082012201720182019
BeskæftigedeAlder i alt27652616269627502776
15-24 år399376405407418
25-34 år572503532555570
35-44 år727652611602596
45-54 år643659679701686
55-64 år425426470486506
AKU-ledigeAlder i alt103234192155165
15-24 år3268554547
25-34 år2256554451
35-44 år1846312625
45-54 år1637292119
55-64 år1527212122
Uden for arbejdsstyrkenAlder i alt736766793789763
15-24 år200253272276262
25-34 år8890120128117
35-44 år7274848585
45-54 år839610599104
55-64 år293253211201195
Danmarks Statistik 6/2019
Tal fra Arbejdsstyrkeundersøgelserne  / Karsten Duus

Tallene fra TV2-News kommer muligvis fra den registerbaserede arbejdsmarkedsstatistik (?) - der er meget præcis og opdateret - men som kun medtæller de arbejdsløse der er er tilmeldt Arbejdsformidlingen. Der er med andre ord et "mørketal" - nemlig dem der gerne vil i arbejde - men som ikke er tilmeldt Arbejdsformidlingen.
Samtidig er Arbejdskraftundersøgelserne den eneste måde man kan få et indtryk af forholdet mellem den samlede arbejdsstyrke, beskæftigelsen og ledigheden, og dermed tal for dem der står udenfor arbejdsstyrken. Ovenstående tal fortæller derfor en mere komplet historie - og nuancerer mildest talt billedet:
1) Beskæftigelsen fra 1 kvartal 2018 til 1. kvartal 2019 er steget med 26.000 samtidig med at ledigheden er STEGET med med 10.000.
2) Sammenligner man med det sidste "højkonjunktur år", 2008 - er beskæftigelsen i dag den samme som den gang og arbejdsløsheden steget med 60%  fra 103.000 til de aktuelle 165.000, der jo desværre fortsat er mange mennesker.
3) Men seniorpolitisk set ER der positive nyheder: Beskæftigelsen for de 55-64 årige (der er den ældste alder man undersøger i AKU-statistikken) er steget både i forhold til 2008 og 2018!

onsdag den 6. februar 2019

Forsvar for 68-generationen





Forsvar for 68-generationen
Jeg genlæste for nylig et debatindlæg, som Bertel Haarder havde den 28. april 2018 i Berlingske med titlen "Det værste ved 1968 var demokrati-blindheden". Anledningen var 50-året for studenteroprøret i 1968. Bertel Haarder har været på banen i samme anledning mange gange, og andre med ham, og det fyger med ord som kommunisme, totalitarisme, uansvarlighed og ufaglighed.
Det er let at forfalde til stereotyper og simple generaliseringer, og bagklogskaben har gode kår - men som en af dem, der oplevede perioden på min egen krop, føler jeg trang til at nuancere lidt. Jeg gør det i punktform for at tydeliggøre, at jeg ikke intenderer at give et samlet overblik, men har valgt at tage elementer op, som jeg selv var tæt på. Lad mig derfor kort placere mig selv i konteksten:
Jeg var med andre ord med.. Fortryder jeg min studietid? Nej. Savner jeg 68-stemningen? Ja
Men alligevel blev "alle" påvirket, og i større eller mindre grad forandret i perioden, og årsagen er grundlæggende, at vore egne forældre var begyndt at røre på sig. Vi blev født i 1950-erne af forældre, der var den første ungdomsgeneration efter krigen og som oplevede velstandsstigningen i 1960-erne. Det gav overskud både økonomisk og socialt, og de ting, vi levede ud i 70-erne, var vores forældre så småt begyndt på. Der skal ikke megen økonomisk og sociologisk fantasi til at se en sammenhæng mellem højkonjunktur, fuld beskæftigelse og et behov for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet og kravet om - men også legen med - nye mande- og kvinderoller. Og alt sammen i øvrigt understøttet af en international musikscene domineret af Elvis Presley, Rolling Stones og ikke mindst Beatles, hvis 10-år netop var 60-ernes. Rock og rul var provokerende, inciterende og måske endda lidt frisættende med sin rytme og nye danseformer. Fjernsynet, der blev folkeligt udbredt i slutningen af 1950-erne, satte en vigtig dagsorden. Pludselig delte en hel befolkning det samme indhold, og det havde en afgørende betydning for det normbrud, der lå til grund for 68-oprøret. Nye kønsroller, kvindefrigørelse, ligeberettigelse og en friere seksualitet var ikke 68-generationens opfindelse. Men 70-erne satte turbo på. Og medierne spillede med.
Der var tryk på, og en del af fagkritikken var åbenlyst politiseret: En af parolerne var "forskning for folket - ikke for profitten". Og selvom samfundspolitik og fag-faglig blev rørt godt sammen og Maos lille røde blev studeret nøje, så var vi ikke som Bertel Haarder påstår "kommunister". Den universitære venstrefløj var ikke kommunistisk. Det var ikke DKP og "KGB’s agenter", der satte dagsordenen. VS var 70-ernes altdominerende venstrefløjsparti for studerende og lærere. VS kom i folketinget i 1968, hvor DKP var ude, men partiet røg ud igen i 1971, for dog at komme tilbage i 1975 og holde skansen til og med 1987. Og selvom DKP i 1973, 75 og 77 kom ind med pæne mandattal, fik partiet ikke mange stemmer på universiteterne og de højere læreanstalter. DKPs studenterorganisation, KommS, havde ingen reel indflydelse, bl.a. fordi der for hver KommS-er, på f.eks. RUC, var 10 VS-ere. Og indholdsmæssigt: VS har "ved Marx" aldrig set Sovjetunionen som noget idealsamfund. DKP var faktisk en af "hovedfjenderne", og DKPs eget problem var vel netop legitimeringsbehovet for Sovjetunionen. Det er derfor også stærkt manipulerende, når Bertel Haarder gang på gang bruger en navngiven RUC-lærers bog om Tjekkoslovakiet som eksempel på en tidstypisk "kommunistisk" propaganda. Udover det upassende i selve udhængningen årtier efter.. er eksemplet helt enkeltstående. Men det er sikkert også årsagen til, at Bertel Haarder har gentaget det i 30 år - han har ikke kunnet finde andre eksempler på "sovjettisk propaganda" fra en universitetslærer. Der skal nok være et enkelt eller to mere (?), men det var ikke det typiske billede, kritikken af Sovjetunionen var uendeligt mere udbredt. Men samtidig, og heri ligger nok en del af misforståelsen, faldt det også i de venstreorienteredes lod at nuancere analyserne af de daværende planøkonomier. Det var jo så let fra borgerligt hold bare at afvise alt. Men vi havde jo at gøre med samfund, med mange mange millioner mennesker, der helt bortset fra Stalin, Mao, Fire Banden og deres uhyrligheder (helt enig med Bertel Haarder..) - trods alt producerede brød, biler og nye maskiner, underviste deres børn og helbredte deres syge - men ud fra en anden økonomisk grundtanke end vores egen. Det kan man jo ikke bare afvise - det må forstås - og måske endda "forsvares" (?) men det har mange - som Bertel Haarder - misforstået.
Med til billedet hører vel også, at den megen tale om revolution ikke var for egen personlig vindings skyld. Snarere tværtimod, den politiske utopi var et bedre samfund for alle, og i denne sammenhæng var Kina kun delvis og Sovjetunionen slet ikke, forbilleder.
Solidaritet er og var et nøgleord. Og vellønnede medlemmer af VS betalte partiskat - ligesom partiet dengang var det eneste parti i Folketinget med tvungen udskiftning på "taburetterne" ..
x

1) Jeg blev student fra Køge Gymnasium i 1971, dvs. jeg begyndte i gymnasiet i 1968, og fra dag ét var der nyt i gære: 3.g-erne havde jakke og slips, vi havde skjorte og trøje, og nogle af gymnasielærerne strejkede endda i foråret; i 2. g indkaldte rektor til temadage om "the establishment", og jeg fik forhandlet mig til et 9-tal i kemi i stedet for et 8-tal i en åben klassehøring om standpunktskarakterer, og i 3.g nægtede mit bio-hold, helt uhørt, at lave en skriftlig prøve hos en lærer inden karaktergivningen og ligeledes helt uhørt, badede jeg i rektors guldfiskedam for at skaffe mønter til et par påskebryg.
Fra 1972-75 læste jeg Filmvidenskab på Københavns Universitet og 1975-80 Geografi og Samfundsfag på RUC. Jeg blev cand.mag i 1980, og samme år ansat som gymnasielærer. På filmstudiet kuppede vi studienævnet i 1974 og ansatte studerende som undervisningsassistenter, og jeg underviste selv i "pædagogik og filmpædagogik". På RUC var jeg aktiv i RUC-aktionerne og var bl.a. dirigent på Rådhuspladsen ved den store RUC-demonstration i 1977. Jeg læste Kapitalen og havde flere hyldemetre af marxistisk litteratur og har stadig en ansats til en "doktordisputats" om Marx's værdibegreb liggende. Jeg har boet i kollektiv, været på Ø-lejr, røget hash og været aktivt medlem af VS. Alt i alt vel hvad man må kalde en "typisk 68-er".
 -  men gælder det alle fra dengang? - Nej!

2) Det sidste nej er vigtigt og hører med til nuanceringen. Den politiske del af 68-bevægelsen var ingen massebevægelse, den var domineret af lærere og studerende på de højere læreanstalter. Mine klassekammerater fra folkeskolen var ikke medlemmer af VS, og flere af dem stemte sikkert på Glistrup, der som bekendt stormede ind i folketinget i 1973. 1968 var det kun ca. 10 % af en ungdomsårgang, der gik i gymnasiet, og heraf var det vel under en fjerdedel, der fortsatte på en lang videregående uddannelse - og heraf var det ikke alle der var "oprørere". Fra min egen gymnasieklasse er jeg vist den eneste, der både læste Kapitalen, boede i kollektiv og besatte et universitet. I den forstand var det ikke mange, der reelt hævede "fanerne" - og følgelig kun få der "hævede dem, så de lettede fra jorden".
Jo, der var indiskutabelt meget i gære, før ungdomsoprøret tog fart, og man gør sikkert klogt i at se 60-erne, 70-erne og delvist 80-erne som en sammenhængende normbrydende udviklingshistorie, hvori 68-oprøret kun er en delmængde. Men samtidig er det også vigtigt at skelne mellem to hovedstrømninger i 68-generationen. Der var de politiske, der havde samfundsforandringer som mål og der der var "flipperne", der havde primært fokus på den personlige livstilsændring - og et eller andet sted midt i mellem var der "enkelt-sags-grupperne" som f.eks. slumstormerne, Christianitterne, Tvindfolket og kunstnersammenslutningen Røde Mor. Personligt oplevede jeg "grupperne" som meget adskilte. Jeg deltog f.eks. på et VS-sommer-seminar det år hvor Tvindvindmøllen blev rejst - men udover at vi kiggede på projektet og vist nok hjalp med at bære en vinge, så var der ingen kontakt, ja faktisk havde Tvind forbudt sine lærere og elever af besøge os.

3) Men som universitetsstuderende i 1970-erne, var opgøret med professorvældet og disciplinfagligheden på universiteterne (og de højere læreanstalter), det der fyldte. Erobringen af rektors talerstol i 1968 var kun en start, det var i 1970-erne, at det antiautoritære oprør bredte sig som en fagkritisk "tsunami". Der var kritik af både undervisningsform og -indhold - og en stor del af kritikken var "objektivt set" berettiget. "Alle” studier havde undervisere af "lektor Blomme-typen", og fagindholdet var stort set ikke blevet ændret i årtier. Nu blev der stillet krav om tidssvarende metoder og indhold. Og set over en 10-årig periode var der vel ikke en eneste undervisningsinstitution, der ikke korrigerede form og indhold, og som efterfølgende fastholdt og endda videreudviklede disse ændringer. I begyndelsen af 1970-erne åbnede Roskilde Universitetscenter (RUC) og senere Ålborg Universitet - med en helt ny tilgang til studieform og fagindhold - men ikke som et resultat af et 68-krav - planlægningen var startet tidligere. Projektarbejde og tværfaglighed var nøgleordene, bl.a. konkretiseret i nye fagintroducerende basisuddannelser og en bygningsmasse domineret af grupperum. Her fik de studerende og lærerne rammerne til en ny projektorganiseret studieform forærende. Og en studieform, der lå i oplagt forlængelse af en 68-tankegang. Det skulle vise sig, at indholdet hurtigt blev politisk.

5) Bertel Haarders anden hovedpåstand er den påståede "demokrati-blindhed". Det er efter min bedste overbevisning ren manipulation for venstrefløjens mantra - dengang og idag - var og er faktisk reelt demokrati. I 70-erne afprøvede vi kollektiv-møder, husmøder, stormøder netop for at sikre deltagelse og transparens. Og selvom det repræsentative demokrati er en åbenlys nødvendighed - var det dengang, som i dag - en vigtig pointe, at demokratiet styrkes ved øget borgerdeltagelse, information og gennemsigtighed - alt andet er faktisk udemokratisk. En hovedfigur dengang var "økonomisk demokrati". Hvis kapitalen sætter den økonomiske dagsorden alene, hvor er demokratiet så henne? LO stillede krav om medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne og en øget regulering af virksomhederne - venstrefløjen gik lidt længere, dels i kritikken af kapitalismen og dels med krav om egentlige nationaliseringer. I 70-erne var modsætningen mellem politisk og økonomisk magt tydeligere, end den er i dag - for en af de ting, vi har "arvet” fra 68 (i bred forstand), er netop en øget samfundsmæssig regulering af økonomien. Det økonomiske demokrati er øget - og i den forstand vel også demokratiet. Man kan retorisk spørge hvor var (og er?)  Bertel Haarder og hans parti i denne proces?
Men der røg nogle finker af panden i de gode 70-ere, både politisk og fagligt. Konkret blev der talt og skrevet meget om, hvordan en revolution kunne gennemføres, og der er ingen tvivl om, at der på venstrefløjen var rabiate personer. Men VS havde faktisk en inddæmmende og afvæbnende funktion. Hangen til teoretisering tog givetvis "pippet" fra nogle, og så var der jo faktisk fremtrædende medlemmer, der havde fødderne på jorden. Og jeg vil påstå, at hvis Blekingegade-gruppen havde været medlemmer af VS, havde de aldrig begået deres forbrydelser.
Selvom det givetvis kan dokumenteres, at der var personer på venstrefløjen, endda måske i VS, der sympatiserede med terrorgrupper som Rote Arme Fraktion og De Røde Brigader - så var det ikke hverken VSs eller den øvrige venstrefløjs holdning! Og indholdsmæssigt var ideen om - gennem terror - at destabilisere samfundet for hermed at danne grundlaget for en social omvæltning - absurd.

7) "Marxistisk analyse" / "kritisk analyse", uanset hvilket emne man beskæftigede sig med, var indiskutabelt en del af 70-ernes studieindhold - ikke mindst på RUC. Udover, at man med rette kan diskutere indholdet og relevansen af sådanne analyser, så havde vi, erkendt, det problem i 70-erne, at Marx' egne, og andre marxistisk inspirerede teoretikeres, analyser og begrebsapparater, lige skulle forstås først. Det tog en del af studietiden, og det "forringede" givet vis  indlæringen af den traditionelle disciplinfaglighed. Men som selvorganiseret kritisk bølge satte det os selv i centrum - og vi var mange, der lærte meget af de år. Man tilegner sig stof, når man er motiveret, og motiverede var vi. Vi var selv subjekter i vores videnstilegnelse. Bevares, der var visse eksamensmæssige formalia og indholdskrav, man måtte indrette sig efter (og sikkert godt for det..), og selv på RUC var der et antal obligatoriske kurser o.lign. - men det var stærkt motiverende, i sin projektgruppe, at kunne definere sit eget emne i samarbejde med lærerne; at faglærerne var vejledere, ikke foredragsholdere; at knokle på med projektrapporten (der ofte var af et betydeligt omfang!) og til sidst men ikke mindst, at forsvare den ved en gruppeeksamen med eksterne censorer på. Det gik ikke altid som forventet. Jeg oplevede selv et projekt, hvor den eksterne censor var utilfreds med vores behandling af en af de traditionelle fagdiscipliner, og vi derfor endte ud med en karakter, der lå noget længere nede på skalaen, end vi (og vore faglærere) mente, vi var berettiget til. Men det var et vilkår - mødet mellem gammelt og nyt slår ofte gnister.
Fagligt betød opgøret med "professorvældet", at det hidtil praktiserede undervisningsindhold, og ikke mindst undervisningsmetoderne, blev kastet op i luften. Det skabte naturligvis uro på mange uddannelser - noget "the establishment" opfattede som faglig forringelse. Men grundlæggende blev der jo ikke gennemført en faglig revolution. Meget af det faglige kernestof lod sig ikke anfægte, og mange af de faglige traditioner lod sig ikke fornægte, men der blev trods alt introduceret nye undervisningsformer og nyt fagindhold, der har holdt sig til i dag. Og samlet set, hvad vi 68-ere måske manglede i umiddelbar detailfaglighed, blev rigeligt opvejet af fagligt drive, kritisk sans, procesfærdigheder, holistiske tilgange og ikke mindst evnen til "at lære". Alle kvalifikationer, der har vist sig afgørende i generationens efterfølgende erhvervskarrierer. Man kunne måske have forventet, at erhvervslivet, det offentlige som det private, ville have tøvet med at ansætte antiautoritære "oprørere" - men det viste sig at være omvendt. Evne til at organisere, stille spørgsmål, lede og deltage konstruktivt i møder, lave referater, tænke på tværs og en evne og villighed til at tilegne sig nyt stof, var kvalifikationer både det private og offentlige efterspurgte, og formoder jeg, fortsat efterspørger (?) og det var (og er) heldigvis en del af 68-ernes DNA.

Jeg vil derfor håbe, at kommende generationer, nu og i fremtiden, kunne opleve bare lidt af det engagement, det oprør og det kulturelle, sociale og politiske liv, vi oplevede i 70-erne. Der ligger nemlig noget samfundsmæssigt set positivt, og i alt fald personligt udviklende, i en vis anti-autoritet - men det er ikke måske så let / eller oplagt at lave et tilsvarende oprør i dag (?). Samfundet inkl. 68-generationen, har forandret sig. På den anden side ER der måske basis for et nyt studenteroprør: Besparelserne på universiteterne og de videregående uddannelser, set som udgifterne pr. studerende og dermed lærer-elev-ratioen, er i de senere år blevet væsentligt forringet og truer selve kvaliteten i vores uddannelser. Da jeg gik på RUC i 70-erne havde vi op til flere vejledere pr projektgruppe. I dag er det omvendt. Som gammel 68-er håber jeg, at det vil udløse et nyt studenteroprør - for der er behov for det i en tid hvor mange partier taler om uddannelse som nødvendighed - men i samme åndedrag skærer ned på bevillingerne. Men på et andet område er der faktisk et oprør i gang: Miljøproblemerne og ikke mindst problem-udsigterne har aktiveret, og i en vis udstrækning radikaliseret, rigtig mange mennesker. Partiet Alternativets vælgermæssige succes er en klar indikator, ligesom SF og Enhedslisten har en vælgerbaggrund her. Og selv blå-blok er tvunget til at fremlægge strategier. Men mange unge kræver handling - ikke blot hensigtserklæringer. Det bliver spændende at se hvor det ender.




onsdag den 21. marts 2018

Beskæftigelses rekord? Både ja og nej

Dagens store nyhed i TV2 News er, at LØNMODTAGERNES beskæftigelse i januar 2018 ligger over niveauet fra før finanskrisen (2008-):


Resultatet fremkommer ved en sæsonkorrektion af de registerbaserede beskæftigelsestal - og omfatter kun lønmodtagere. Kilden er Danmarks Statistik.

Det er en god nyhed, og når tingene opgøres således, er det faktuelt korrekt, at der i april 2008 blev optalt/beregnet 2.721.992 beskæftigede lønmodtagere og i januar 2018: 2.728.761.

Det er også - for mange - en god nyhed at beskæftigelsesudviklingen skyldes en stigende beskæftigelse i den private sektor, ikke i den offentlige. Den offentlige sektors beskæftigelse er stort set konstant - og faktisk lavere idag end f.eks. i 2009-2010.

Men ovenstående er sæsonkorrigerede tal, i virkeligheden, dvs. ikke-sæsonkorrigeret, var der reelt "kun" 2.692.666 beskæftigede lønmodtagere i januar 2018. Dvs. ca. 30.000 færre end det sæsonudjævnede (og dermed skønnede!) "rekordtal".

Hvis man ser på de reelle tal, altså de faktiske beskæftigede - er "rekord"-nyheden reelt forkert: I juni 2008 var der således 2.734.880 beskæftigede lønmodtagere og det er ikke overgået siden: Den største beskæftigelse efterfølgende er 2.729.335 i november 2017.

Og hvis man ser på den samlede beskæftigelse - udfra arbejdskraftundersøgelserne - er nyheden desværre "helt gal":


Den samlede beskæftigelse i 2008 er "markant" højere end i dag.

Kilde: Danmarks Statistik 3/2018. NB: Tallene er IKKE-sæsonkorrigerede, selvom figurens hoved fortæller noget andet - fejlen ligger i DSTs grafprogram.

OBS: Man kan undre sig over udviklingen i 2016 og 2017: Det skyldes desværre nogle dataproblemer i Danmarks Statistik hvor tallene fra 2016 blev indsamlet af en anden udbyder. I 2017 og 2018 er det den samme udbyder/metode som før 2016, det er derfor ikke urimeligt at sammenligne 2017/18 med 2008/09.


Konklusion: Desværre endnu et eksempel på, at statistik formidlet i nyhedsmedier, skal tages med et gran salt..  For selvom TV2 News snævert set har ret, er det kun "den halve" sandhed der formidles.
Men uanset "statistisk nørderi" - tendensen er klar - beskæftigelsen stiger. Og i den sammenhæng er det nok vigtigere at sammenligne kriseårene med idag og her viser tallene - uanset kilde og opgørelsesmetode at beskæftigelsen er steget med flere end 100.000 - ja, næsten 150.000.


fredag den 12. januar 2018

Beskæftigelse og arbejdsløshed 1997-2017

Lange linjer i beskæftigelses- og arbejdsløshedsudviklingen.

Vi siger det går så godt i Danmark for tiden - men viser det sig også i beskæftigelsesudviklingen?

Se tabel - PDF  - Excel

Hvis man ser på udviklingen fra 1997 til 2017 med udgangspunkt i 1. kvartal (fordi det er umiddelbart tilgængeligt - og let at opdatere når 1. kvartalstallene for 2018 offentliggøres (maj?)) - viser der sig følgende (mere eller mindre) overraskende tendenser:

1) Beskæftigelsen er blot øget med 80.000 - men faldet! med 60.000 siden 2007. Beskæftigelsens andel af befolkningen er den samme (-1 procentpoint) - men faldet med 4 procentpoint siden 2007.

2) Kvindernes "andel" af arbejdsmarkedet er nu tæt på mændenes - målt i alt og i beskæftigelsesfrekvens fordi mændenes beskæftigelse er faldet! og kvindernes er steget (sidste, i sær i perioden 1997-2007)

3) Kvindernes arbejdsløshed er faldet både i antal og i procent - medens mændenes er steget både i antal og i procent.

4) De unge. Det  ser ikke godt ud for de unge (15-24 år). Deres beskæftigelse er faldet totalt set - og frekvensmæssigt markant. Der indgår sikkert en positiv historie om øget uddannelse i disse tal, men dem der gerne vi ud på arbejdsmarkedet rammes af en arbejdsløshedsprocent på 12! i sammenligning med en gennemsnitlig på 7 og kun 4 procent for de 55-64 årige.

5) Det "grå guld", her de 55-64 årige, ser (overraskende) ud til at klare sig fint. Beskæftigelsen er steget markant både i alt og som andel af deres aldersgruppe i befolkningen. Udviklingen skyldes ikke mindst at kvinderne er "tordnet frem". De 55-64 årige kvinder har (næsten) fordoblet deres beskæftigelsesfrekvens. Og både antallet af arbejdsløse og arbejdsløshedsprocenten er under mændenes. I 1970-erne talte vi om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet - mange dog til arbejdsløshedskøen - idag er kvinderne, i alt fald hvad beskæftigelsen angår fuldt integreret. Det er mændene der forlader arbejdsmarkedet: 70.000! fra 2007 til 2017, kvinderne kun 25.000.

Generelt set: Den økonomiske- og beskæftigelsesmæssige krise slog igennem i 2008-2009 med voldsomme fald i beskæftigelse og stor arbejdsløshed. Det er heldigvis gået fremad siden - og det er en af grundene til at man er begyndt at tale om "højkonjunktur" og sågar "overophedning". MEN beskæftigelsesmæssigt er fakta, at vi "idag" (1.kvartal 2017) har 60.000 færre beskæftigede end i 2007 og at vi har 65.000 flere arbejdsløse!

NB: Alle ovenstående tal refererer til de internationalt sammenlignelige AKU-tal, dvs. tal der er baseret på kvartalsvise arbejdsløshedsundersøgelser. I AKU-statistikken defineres f.eks. arbejdsløse som personer der har interesse for, og som kunne tage et hel- eller deltidsarbejde med kort varsel. Det adskiller sig fra de registerbaserede statistikker, hvor det kun er de mennesker der er registreret i arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, der er "arbejdsløse". AKU-tallene er følgelig større.


Etnisk baggrund
Hvis man ser på registerbaserede tal, er det muligt at få meget detaljerede opgørelser. Og det hører med til ovenstående historie, at der bag arbejdsløshedstallene desværre gemmer sig en historie om etnicitet:
Hvis den registerbaserede arbejdsløshed omregnes til fuldtidsledige, tegner der sig følgende billede:

1. kvartal (2007 og 2017)
Fuldtidsledige i alt:        127.101    125.133
Dansk oprindelse:          103.240     88.097
Udenlandsk oprindelse:   23.858     37.021
Heraf:
Tyrkiet:  4.329     3.548
Syrien:      199     7.810

I 2007 udgjorde mennesker med anden etnisk baggrund 19% af de arbejdsløse i 2017 30%!
Men dette skyldes ikke mindst den voldsomme vækst i flygtninge fra Syrien. Korrigerer man for dem, er billedet: 25% af de arbejdsløse i 2017 har anden etnisk baggrund end danskere.

Det er med andre ord så som så med integrationen af mennesker med anden etnisk baggrund. Det er dog fint at se, at arbejdsløsheden blandt den store gruppe af tyrkiske indvandrere er faldende og i øvrigt, at forskellene mellem tyrkiske mænd og kvinder er udlignet:
i 2017 1.833 mænd og 1.716 kvinder, omregnet til fuldtidsledige.