DR's program Debatten tog den 29. oktober emnet kunstig intelligens op med særligt fokus på journalisters og forfatteres tekster samt AI-genereret musik. Debatten blev til tider hård med utallige gensidige afbrydelser og bredte sig også til de psykologiske konsekvenser af sociale medier, arbejdsmarkedet, skolen m.v.
Udsendelsen kan ses eller genses på DR TV: www.dr.dk.
Debatten kom vidt omkring, men enkelte temaer gik igen.
På www.musaik.dk arbejder jeg mere indgående med flere af disse emner, men debatten den 29. oktober fortjener alligevel et par bemærkninger.
AI stjæler andres arbejde
Argumentet om, at AI stjæler andres arbejde, stod og står stærkt i debatten.
Jeg tror, alle er enige om, at hvis det kan påvises, at AI har kopieret et konkret værk uden den nødvendige tilladelse eller kildeangivelse, kan der være tale om en krænkelse af ophavsretten, som bør have konsekvenser.
Men forestillingen om, at AI komponerer musik eller skriver tekster ved at hugge forfatteres og komponisters arbejde, bør nuanceres.
Det er veldokumenteret, at AI-systemer er blevet trænet på enorme mængder tekst, billeder og musik. Men formålet med træningen er at lære mønstre, sammenhænge og strukturer – ikke nødvendigvis at kopiere de enkelte værker. Det minder på visse punkter om den måde, mennesker lærer på. De fleste forfattere har læst utallige andre forfatteres bøger og er direkte eller indirekte blevet inspireret – både indholdsmæssigt og sprogligt. Det samme gælder inden for musikken.
Generative AI-programmer kan skabe nyt indhold på baggrund af det, de har lært. De behøver ikke kopiere konkrete værker for at kunne komponere eller skrive.
Når jeg beder musikprogrammet SUNO om at sætte musik til mine tekster, søger programmet ikke efter en eksisterende melodi, det kan kopiere. Det genererer selv en melodi på baggrund af den omfattende musikalske træning, programmet har gennemgået. Det har lært, hvordan reggae lyder, hvordan irsk folkemusik er opbygget, og hvilke karakteristika der kendetegner klassisk musik.
Med en imponerende fornemmelse for tekstens indhold genererer AI en samlet musikalsk pakke med sanger, melodi og instrumentering – tilpasset den genre og de øvrige specifikationer, jeg har bedt om.
Med andre ord: Levende kunstnere – og ikke mindst journalister og forfattere – finder også inspiration i andres arbejde. Og: AI kan på sin egen måde skabe nye værker på baggrund af det, den har lært.
Vi skal ikke røre AI med en ildtang
Den holdning forekommer mig en anelse absurd, fordi vores samfund allerede er gennemsyret af digitale hjælpemidler, og AI er udbredt på stort set alle arbejdspladser. Teknologien indgår i alt fra mobiltelefoner og internetsøgninger til elbiler og aktiehandel.
Alligevel hører man, at det kun er det 100 procent menneskeskabte, der er værd at samle på.
Men hvor finder vi det 100 procent unikt menneskeskabte i et højteknologisk informationssamfund som vores?
Bevares, en kunstmaler, der udelukkende arbejder med farver, lærred og pensel, er vel tæt på. En musiker, der synger sin egen sang med en guitar uden mikrofon, nærmer sig også. Men så snart musikeren bevæger sig ind i et studie eller tager en moderne mixerpult i brug, er teknologien med til at forme det færdige produkt.
Tilsvarende skal en forfatter eller journalist gøre sig umage for at undgå, at AI blander sig – eksempelvis ved at rette stavefejl eller foreslå sproglige forbedringer.
Med andre ord: Der findes stort set ingen produkter – hverken kunstneriske, især inden for musik og litteratur, eller produkter på alle mulige andre områder – som ikke allerede er påvirket af digital teknologi og i stigende grad AI.
Det handler derfor langt mere om at bruge AI bevidst og kritisk end om at bilde sig ind, at vi kan undgå den.
AI fordummer os – og vores børn?
Det blev også fremført, at AI risikerer at gøre os dummere, ikke mindst vores børn.
Det er korrekt, at karaktererne ved blandt andet studentereksamener er faldende. Men skyldes det alene AI?
Det er indlysende, at hvis eleverne ukritisk lader AI løse deres opgaver, er der ikke megen læring i det. Derfor bør blikket i højere grad rettes mod skolen selv.
Er skolen god nok til at lære eleverne at arbejde konstruktivt og kritisk med AI? Nej, næppe.
Indtil nu har skolen snarere forsøgt at bandlyse AI end at indoptage og udnytte teknologiens muligheder.
Skolen og dens fag skal nytænkes med AI som et integreret element. Hvis det lykkes, er jeg overbevist om, at vi snarere bliver klogere end dummere.
PS.
Regeringen var repræsenteret ved Zenia Stampe, der både fik tildelt og tiltog sig betydelig taletid.
ZS fremstod som en indigneret og AI-forskrækket medborger med stærke fordomme over for AI snarere end som en reflekteret og lyttende repræsentant for regeringen – en rolle, man vel med rimelighed kunne forvente af landets kulturminister.
Zenia, det er en ommer!
