Sommertid - hele året - tak!

Jeg er en af dem der får døgnrytmen slået i stykker i adskillige dage efter overgangen til sommertid eller vintertid. Pisseirriterende!
For mig at se, skal der følgelig ikke skiftes. Men skal det så være vintertid eller sommertid der fastholdes?
Vintertid - er formelt set "normaltiden" - men når jeg og mange andre godt kan lide sommertid, er det fordi vi får mere lys tid om aftenen. Og for mig at se er det oplagt, at det er her vi har brug for lyset - og naturligvis ikke mindst om vinteren! Hvorfor prioritere en lysere morgentrafik over en times ekstra lys om eftermiddagen?

Det burde være let at argumentere for, at den nye "normaltid" er sommertiden, også fordi nogle af de gamle argumenter for vintertiden ikke holder længere, f.eks. hed det sig at vintertiden giver et mindre energiforbrug - men det har f.eks. DONG/Ørsted dokumenteret, kun er marginalt. Og desværre er der også mennesker med vinter/mørke-depressioner, der tager livet af sig, når eftermiddagslyset med et hug "forsvinder" ved overgangen fra sommertid til vintertid. Det er heldigvis de få - men vi er mange der gerne vil nyde lidt mere lys tid med børnene, i skoven, med udesport og med middagen på terrassen, når arbejdsdagen er slut!

Det er nok urealistisk at vi kan gøre det alene.. Omend det naturligvis ER muligt - ikke alle lande skifter.. Men den gode nyhed er at EU-parlamentet har taget emnet op! Og tingene peger på at vi ender med EN tid.
Jeg håber, at det bliver sommertiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar