https://www.bbc.com/news/election/2024/uk/results
34% af de afgivne stemmer gav 63% af pladserne i parlamentet i et valg hvor valgdeltagelsen i øvrigt kun var på 60%. Hvordan kan det lade sig gøre?
Jeg selv og de fleste danskere hilser formodentlig Labours mandatmæssige "jordskredssejr" velkommen, men reelt var det snarere de Konservative der tabte valget end Labour der vandt det:
Der er i alt 650 pladser i det britiske parlament, der sammensættes af kandidater fra Scotland, Wales, Nordirland og England. Labour fik 412 mandater - 86 flere end de 326 der skal til for at have flertal i parlamentet. Indiskutabelt den største mandatmæssige sejr for partiet i mange mange år. Medens de Konservative taber 250 pladser og ender på 121 i parlamentet - det største nederlag i partiets historie. Samtidig mangedobles Liberaldemokraterne fra 8 til 72 pladser. I Skotland tabte det Skotske Nationalist Parti big time til Labour, og i det britiske parlament reduceres partiet fra 47 til 9 pladser - uafhængighedsbevægelsen har derfor fået et alvorligt skud for boven. De Grønne fik også et godt valg og øgede deres repræsentation fra 1 til 4 i parlamentet.
Helt afgørende for de Konservatives nederlag, blev dog væksten i Reformpartiet, der under ledelse af Nigel Farage, tog mange af de stemmer en del af de Konservatives kandidater skulle have brugt for at vinde over Labours kandidater. Reformpartiet fik hele 14,5% af stemmerne mod 2,1% i 2019.
Der vil blive analyseret nærmere på de faktuelle vælgervandringer, men der er vist fair at sige at hovedparten af partiets stemmer kom fra de Konservative. Med andre ord, hvis stemmerne på Nigel Farage og hans kandidater var blevet hos de Konservative så ville Labours nye mandater være skrumpet - og måske endda så meget at de ikke ville have fået flertallet i parlamentet! Stemmemæssigt set fik de Konservative 23,7% af de afgivne stemmer, og hvis det lægges sammen med Reformpartiets 14,5% så er det jo tilsammen mere end de 33,7% Labour fik. Det er naturligvis forenklet - men dog tankevækkende. Men politisk set sætter det fokus på det Konservative parti, hvis ageren i de sidste 14 år - og i alt fald siden valget i 2019 - har udløst så stor utilfredshed, at vejen i år blev banet for dels labourkandidaters succes, men også for en uset vækst i "nye" valgte - og her profiterede i sær Liberaldemokraterne. Partiet opnåede hele 72 pladser i parlamentet, en stigning på 64 pladser (!), og det med stort set den samme vælgertilslutning (12,2%) som ved sidste valg (11,6%). Årsagen er naturligvis at de konservative modkandidater var svækkede og valget i mange kredse derfor var mere åbent.
Vi er opvokset med forholdstalsvalg i Danmark - dvs. et valgsystem hvor den procentvise opbakning til et parti i befolkningen stort set svarer til partiets andel af pladserne i folketinget. I England er det anderledes, her vælges det enkelte parlamentsmedlem i en kreds, og den kandidat med flest stemmer, i den specifikke kreds, vinder pladsen i parlamentet. F.eks.: kandidaten fra Labour får 10.010 stemmer, den Konservative 9.500, den Liberale 5.500 osv.. Labours kandidat vinder og de øvrige stemmer er "spildte". "Vinder takes it all". Systemet benævnes flertalsvalg i enkeltmandskredse, og har, måske sat på spidsen, kun den legitimitet, at vælgerne i en kreds, alt andet lige, kan/vil/har mulighed for at have et tættere forhold til den person der repræsenterer kredsen. Men fordi valgkredsene er forskellige i størrelse, nogle steder er der måske 20.000 potentielle vælgere i andre måske 80.000, kan man have den absurde situation, at et flertal af befolkningen faktisk har støttet et parti der ikke vinder valget.
Forholdstalsmæssigt: Når alle partistemmerne lægges sammen på tværs af valgkredsene fik Labour altså reelt kun lidt under 34% af stemmerne! Helt præcist 33,7%! men partiet endte alligevel med 412 pladser i parlamentet, svarende til 63% af parlamentets pladser.
De Konservative fik 6,8 mio. stemmer der gav 121 pladser. Labour har således "betalt" 24.000 stemmer for en plads - de konservative 56.000. I 2019 var det omvendt, her var det De Konservative der vandt "en jordskredssejr". Men der er faktisk en vigtig forskel: I 2019 fik De Konservative 44 % af stemmerne, Labour 32%. Alt andet lige betyder det altså, at der bag de Konservatives valgresultat i 2019, var en større samlet vælgeropslutning end bag Labours aktuelle "jordskredsvalg". Og reelt øgede Labour kun sin vælgerandel med 1,6%! fra 32,1% i 2019 til 33,7% i 2024. Umiddelbart ville man have forventet en mindst 10 procentpoints øgning bag det aktuelle valgresultat - men de Konservatives kollaps banede altså vejen for en helt ny situation i mange mange valgkredse.
Keir Stamer har al mulig grund til at betragte resultatet med ydmyghed - og står over for den politiske realitet at når snakken går i familierne, på pubben, på arbejdspladsen eller i forsamlingshuset, er det altså kun en tredjedel af befolkningen der har stemt på "ham". Hvis han og hans regering "træder forkert" er der altså rigtig mange der kan være kritiske og få der i udgangspunktet vil forsvare, og det vil garanteret præge den politiske debat både i og udenfor parlamentet.
I skrivende stund er der også valg i Frankrig, og systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, er det samme i Frankrig, der dog i modsætning til England har to valgrunder, dvs. at kandidater kan trække sig af taktiske grunde efter 1. runde. Vi ser det i disse dage, hvor en ny venstrefløjsalliance er gået sammen med Macrons parti for at sikre sig at Le Pens parti ikke vinder "alle kredse", dvs. den alliancekandidat, der ser ud til at have den bedste chance, er den eneste der forbliver i kampen, de øvrige trækker sig. Det sker af personlige og lokalpolitiske årsager, naturligvis ikke i alle kredse - men formodentlig i nok til at Marine Le Pens parti ikke vinder flertallet i parlamentet. Om det, demokratisk set, er OK er en diskussion værd, men det er formelt set tilladt og politisk set særdeles taktisk.
NYT: Taktikken lykkedes - Venstrefløjalliancen fik 182 pladser, Macrons parti 163 og Marine Le Pens "kun" 143 pladser - der dog er mange flere pladser end tidligere. Igen betød et partis kollaps (Macrons) at valget blev helt åbent. Og som noget "helt nyt" har intet parti det absolutte flertal og der er kommet kandidater ind fra mange flere partier end det er set tidligere. Demokratisk set vel meget rimeligt! Men det er en helt ny polititisk situation i Frankrig, og hvis ikke der skal udskrives ny-valg (på sigt..), skal regeringen altså sammensættes af flere partier der ikke har et flertal imod sig. Udgangspunktet er et samarbejde mellem "Macrons" 163 mandater og hele eller - nok mest realistisk - dele af venstrefløjsalliancen. Og regnestykket er enkelt, hvis regeringen skal have absolut flertal skal der tælles til 289 mandater, thi der er 577 i parlamentet. Der er derfor al mulig grund til at Præsident Macron har bedt den nuværende "macron-minister" om at forblive i jobbet indtil en evt. afløser er fundet.
Men både i Frankrig og i England er der en udbredt kritik af valgsystemet - og både valgene i England og i Frankrig vil øge kritikken, og muligvis bane vejen for en tiltrængt reform af valgsystemet ?
Gårsdagens valg i England
Ingen kommentarer:
Send en kommentar