Terror har mange ansigter

 

Terror har mange ansigter

For ca. et år siden udtalte Justitsminister Hummelgård sig om mulighederne for, og nødvendigheden af, at kunne retsforfølge herboende der udtalte støtte til Hamas’s terrorangreb i Israel. Hvor modbydeligt og afskyeligt dette angreb end måtte være, rejste Hummelgårds udsagn spørgsmålet om hvordan den danske regering så stiller sig til de mennesker der forsvarer det Israel foretager sig i Gaza. Begge aktioner har jo en terroristisk karakter. Og begge bør entydigt fordømmes. Og hvis det er strafbart at udtale sig støttende til Hamas, bør det også være strafbart at støtte Israels krig i Gaza.

Som Danmarks udenrigsminister, udtalte Lars Løkke tidligt i konflikten, at Israels ”svar” på terrorangrebet skulle være proportioneret -og mere end antydede at Israels fremfærd i Gaza ikke var det. Jeg tror de fleste i Danmark er enige i dette synspunkt. Der er ikke mange der mener at de aktuelt mere end 45.000 (?) dræbte i Gaza, hvoraf hovedparten er kvinder og børn, og mænd der ikke entydigt kan forbindes med Hamas (?), er et proportionalt antal. Men værre er måske de lidelser Israels ageren i Gaza har påført hele befolkningen. Totalt smadrede byer og bydele. Kontinuerte forflyttelser, uden garanti for at det nye sted er sikkert, manglende mad og drikke, og et sundhedsvæsen der mangler ”alt” og hvis personale reduceres som et resultat af kamphandlingerne. Folkedrab er det begreb det internationale retsvæsen overvejer – men som Amnesty International og diverse NGOere ikke er bange for at tage i munden – alligevel behandler de danske medier stort set sagen som en 1:1: Hamas er selv ude om det og Israel har ret til at forsvare sig.

Terrorbegrebet er facetteret og har mange ansigter. Vi kender til og har desværre oplevet den rent politisk motiverede terror mod fuldstændigt uskyldige, der befinder sig i et ”rum” der hverken geografisk, politisk eller historisk, har noget som helst at gøre med den aktion, de bliver ofre for. Et sådant eksempel var angrebene på flere restauranter i Paris for snart 10 år siden, der desværre kun er et i rækken af angreb på totalt uskyldige med det formål at destabilisere ?, at skabe opmærksomhed om?, at hævne?, eller? – men som efter min bedste overbevisning har den stik modsatte effekt, og som stort set ingen støtter. Det bliver straks mere speget når terroren i en eller anden forstand har sin rod i og udføres i et ”veldefineret” geografisk rum, med en blodig forhistorie og gennemsyret af meget konkrete politiske og religiøse modsætninger. Mellemøsten er et sådant sted og modsætningerne mellem store dele af den arabiske verden og staten Israel, eksistensen af Gaza, den manglende selvstændige palæstinensiske stat, besættelsen af Vestbredden og de jødiske bosættelser og ikke mindst de religiøse forskelle og dogmer er roden til ”det onde” i dette område. Her bliver terroren en del af en krig. Men selvom terror i denne sammenhæng måske bliver mere ”forklarlig”, så er den fortsat forkastelig fordi ”krig” aldrig må gå ud over uskyldige, som det skete da Hamas slog 1200 tilfældige mennesker ihjel og tog mere end 200 som gidsler, og som det sker i dag, når Israelske tropper sønderbomber store dele af Gaza og 1000-vis ligeledes helt uskyldige dør. Hamas er en militant organisation, der er opbygget som en hær og hvor den interne struktur er baseret på et militært hierarki hvor det nok er en god ide at være enige i / gøre som ledelsen mener og befaler. Israel er en demokratisk stat, med et repræsentativt demokrati, hvor et flertal bestemmer, og hvor der i øvrigt er en betydelig opposition til den linje den nuværende regering (og tidligere regeringer) har valgt. Men regeringen har flertal i parlamentet og så kan en kritisk opposition mene hvad den vil. Med andre ord: En militær organisation overfor en demokratisk valgt regering – men begge begår de terror i den forstand, at de for at opfylde de mål de selv har defineret, slår uskyldige ihjel.

Hamas er marginaliseret internationalt set og langt de fleste stater betragter organisationen som en terrororganisation. Billedet er straks mere broget hvad Israel angår. Stribevis af resolutioner i FN har kritiseret Israels adfærd i regionen og der er et markant flertal for en to-stats-løsning. I et år har et flertal i FN krævet at Israel (og Hamas) indstiller angrebene og at begge parter laver en våbenhvile, for bl.a. at skabe plads og ro for en reel humanitær indsats. Demonstranter over hele verdenen beder om det samme. Israel har overhånden, men fortsætter ufortrødent. Og det er på mange punkter grotesk, netop fordi en international anerkendt stat, opfører sig som en magtfuldkommen voldsorganisation. Hamas tog 200 gidsler. Israel har taget en million.
I krigen mod Hizbollah i Libanon tog Israel et helt nyt våben i brug. Man fik mobiltelefoner og Walkie Talkies til at eksplodere i hænderne på dem der holdt dem. Målgruppen var naturligvis Hizbollah-krigere. Og både mediedækningen og den almindelige holdning så det i første omgang som et smart træk fra Israels side. Men reelt var det jo terror, for der var jo ingen garanti for, at det ikke var en datter eller hustru eller en helt tredje helt uskyldig der havde dimsen i hånden. Og det viste sig jo desværre også når man så på hvem der blev dræbt eller skadet.

Og det mest absurde er måske, at det Israel foretager sig aktuelt i Gaza og senest i Libanon og i Syrien, efter al sandsynlighed kun vil styrke hadet mod staten Israel og som sådan skabe grobund for mere terror og mere ufred i regionen – og formodentlig give grobund for nye terrorhandlinger i Vesteuropa, i USA og?. Thi for hver Hamas/Hizbollah kriger der dræbes, opstår der givet vis mindst en ny militant Israel-modstander. Og for hver uskyldig der dør, er der 10 der sørger, og blandt de 10, er der sikkert 1-2 der radikaliseres. Historien tilsiger desværre dette.

Israel er, takket være støtten fra bl.a. USA, områdets ultimative stormagt. Og har bl.a. styrken til at afvise langt hovedparten af de droner og missiler o.lign. Iran, Hizbollah, Hamas m.fl. sender ind over Israel. Og samtidig foretage omfattende og ”succesrige” angreb langt ind i nabolandenes områder. Lægmandsvurderet, er der derfor ingen reel militær trussel mod staten Israel (selv om den aktuelle regering har en indlysende interesse i at mene det modsatte). Men der skal heller ikke være nogen tvivl om at Israels oprindelige grænser skal være ukrænkelige og at såvel EU og USA skal være garanter for det. Men så må det også forventes at Israel respekterer andre landes befolkninger, grænser og territorier og f.eks. ikke systematisk forsøger at ”bosætte” det palæstinensiske område – og nu muligvis områder i Syrien / Libanon??

Jeg synes ikke den danske regering, eller for den sags skyld de toneangivende danske medier er gode nok til at præcisere og kræve dette.

Afslutningsvist: Kan vi stole på tallene fra Gaza?– er det ikke palæstinensisk propaganda?
Jeg ved det jo ikke – men alene billederne fra Gaza tilsiger jo at mange er døde – og modspørgsmålet kunne være – hvor er de danske journalister i Gaza der kunne verificere f.eks. dødstallene. De er der ikke, fordi Israel forbyder adgang til pressen. Vi bryster os af en fri presse – men hvor er kritikken når Israel stækker den eftertrykkeligt?