Forsvar for 68-generationen

Forsvar for 68-generationen

Jeg genlæste for nylig et debatindlæg, som Bertel Haarder havde den 28. april 2018 i Berlingske med titlen "Det værste ved 1968 var demokrati-blindheden". Anledningen var 50-året for studenteroprøret i 1968. Bertel Haarder har været på banen i samme anledning mange gange, og andre med ham, og det fyger med ord som kommunisme, totalitarisme, uansvarlighed og ufaglighed.

Det er let at forfalde til stereotyper og simple generaliseringer, og bagklogskaben har gode kår - men som en af dem, der oplevede perioden på min egen krop, føler jeg trang til at nuancere lidt. Jeg gør det i punktform for at tydeliggøre, at jeg ikke intenderer at give et samlet overblik, men har valgt at tage elementer op, som jeg selv var tæt på. Lad mig derfor kort placere mig selv i konteksten:

Jeg var med andre ord med.. Fortryder jeg min studietid? Nej. Savner jeg 68-stemningen? Ja

Men alligevel blev "alle" påvirket, og i større eller mindre grad forandret i perioden, og årsagen er grundlæggende, at vore egne forældre var begyndt at røre på sig. Vi blev født i 1950-erne af forældre, der var den første ungdomsgeneration efter krigen og som oplevede velstandsstigningen i 1960-erne. Det gav overskud både økonomisk og socialt, og de ting, vi levede ud i 70-erne, var vores forældre så småt begyndt på. Der skal ikke megen økonomisk og sociologisk fantasi til at se en sammenhæng mellem højkonjunktur, fuld beskæftigelse og et behov for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet og kravet om - men også legen med - nye mande- og kvinderoller. Og alt sammen i øvrigt understøttet af en international musikscene domineret af Elvis Presley, Rolling Stones og ikke mindst Beatles, hvis 10-år netop var 60-ernes. Rock og rul var provokerende, inciterende og måske endda lidt frisættende med sin rytme og nye danseformer. Fjernsynet, der blev folkeligt udbredt i slutningen af 1950-erne, satte en vigtig dagsorden. Pludselig delte en hel befolkning det samme indhold, og det havde en afgørende betydning for det normbrud, der lå til grund for 68-oprøret. Nye kønsroller, kvindefrigørelse, ligeberettigelse og en friere seksualitet var ikke 68-generationens opfindelse. Men 70-erne satte turbo på. Og medierne spillede med.

Der var tryk på, og en del af fagkritikken var åbenlyst politiseret: En af parolerne var "forskning for folket - ikke for profitten". Og selvom samfundspolitik og fag-faglig blev rørt godt sammen og Maos lille røde blev studeret nøje, så var vi ikke som Bertel Haarder påstår "kommunister". Den universitære venstrefløj var ikke kommunistisk. Det var ikke DKP og "KGB’s agenter", der satte dagsordenen. VS var 70-ernes altdominerende venstrefløjsparti for studerende og lærere. VS kom i folketinget i 1968, hvor DKP var ude, men partiet røg ud igen i 1971, for dog at komme tilbage i 1975 og holde skansen til og med 1987. Og selvom DKP i 1973, 75 og 77 kom ind med pæne mandattal, fik partiet ikke mange stemmer på universiteterne og de højere læreanstalter. DKPs studenterorganisation, KommS, havde ingen reel indflydelse, bl.a. fordi der for hver KommS-er, på f.eks. RUC, var 10 VS-ere. Og indholdsmæssigt: VS har "ved Marx" aldrig set Sovjetunionen som noget idealsamfund. DKP var faktisk en af "hovedfjenderne", og DKPs eget problem var vel netop legitimeringsbehovet for Sovjetunionen. Det er derfor også stærkt manipulerende, når Bertel Haarder gang på gang bruger en navngiven RUC-lærers bog om Tjekkoslovakiet som eksempel på en tidstypisk "kommunistisk" propaganda. Udover det upassende i selve udhængningen årtier efter.. er eksemplet helt enkeltstående. Men det er sikkert også årsagen til, at Bertel Haarder har gentaget det i 30 år - han har ikke kunnet finde andre eksempler på "sovjettisk propaganda" fra en universitetslærer. Der skal nok være et enkelt eller to mere (?), men det var ikke det typiske billede, kritikken af Sovjetunionen var uendeligt mere udbredt. Men samtidig, og heri ligger nok en del af misforståelsen, faldt det også i de venstreorienteredes lod at nuancere analyserne af de daværende planøkonomier. Det var jo så let fra borgerligt hold bare at afvise alt. Men vi havde jo at gøre med samfund, med mange mange millioner mennesker, der helt bortset fra Stalin, Mao, Fire Banden og deres uhyrligheder (helt enig med Bertel Haarder..) - trods alt producerede brød, biler og nye maskiner, underviste deres børn og helbredte deres syge - men ud fra en anden økonomisk grundtanke end vores egen. Det kan man jo ikke bare afvise - det må forstås - og måske endda "forsvares" (?) men det har mange - som Bertel Haarder - misforstået.

Med til billedet hører vel også, at den megen tale om revolution ikke var for egen personlig vindings skyld. Snarere tværtimod, den politiske utopi var et bedre samfund for alle, og i denne sammenhæng var Kina kun delvis og Sovjetunionen slet ikke, forbilleder.

Solidaritet er og var et nøgleord. Og vellønnede medlemmer af VS betalte partiskat - ligesom partiet dengang var det eneste parti i Folketinget med tvungen udskiftning på "taburetterne" ..

x

1) Jeg blev student fra Køge Gymnasium i 1971, dvs. jeg begyndte i gymnasiet i 1968, og fra dag ét var der nyt i gære: 3.g-erne havde jakke og slips, vi havde skjorte og trøje, og nogle af gymnasielærerne strejkede endda i foråret; i 2. g indkaldte rektor til temadage om "the establishment", og jeg fik forhandlet mig til et 9-tal i kemi i stedet for et 8-tal i en åben klassehøring om standpunktskarakterer, og i 3.g nægtede mit bio-hold, helt uhørt, at lave en skriftlig prøve hos en lærer inden karaktergivningen og ligeledes helt uhørt, badede jeg i rektors guldfiskedam for at skaffe mønter til et par påskebryg.

Fra 1972-75 læste jeg Filmvidenskab på Københavns Universitet og 1975-80 Geografi og Samfundsfag på RUC. Jeg blev cand.mag i 1980, og samme år ansat som gymnasielærer. På filmstudiet kuppede vi studienævnet i 1974 og ansatte studerende som undervisningsassistenter, og jeg underviste selv i "pædagogik og filmpædagogik". På RUC var jeg aktiv i RUC-aktionerne og var bl.a. dirigent på Rådhuspladsen ved den store RUC-demonstration i 1977. Jeg læste Kapitalen og havde flere hyldemetre af marxistisk litteratur og har stadig en ansats til en "doktordisputats" om Marx's værdibegreb liggende. Jeg har boet i kollektiv, været på Ø-lejr, røget hash og været aktivt medlem af VS. Alt i alt vel hvad man må kalde en "typisk 68-er".

 -  men gælder det alle fra dengang? - Nej!

2) Det sidste nej er vigtigt og hører med til nuanceringen. Den politiske del af 68-bevægelsen var ingen massebevægelse, den var domineret af lærere og studerende på de højere læreanstalter. Mine klassekammerater fra folkeskolen var ikke medlemmer af VS, og flere af dem stemte sikkert på Glistrup, der som bekendt stormede ind i folketinget i 1973. 1968 var det kun ca. 10 % af en ungdomsårgang, der gik i gymnasiet, og heraf var det vel under en fjerdedel, der fortsatte på en lang videregående uddannelse - og heraf var det ikke alle der var "oprørere". Fra min egen gymnasieklasse er jeg vist den eneste, der både læste Kapitalen, boede i kollektiv og besatte et universitet. I den forstand var det ikke mange, der reelt hævede "fanerne" - og følgelig kun få der "hævede dem, så de lettede fra jorden".

Jo, der var indiskutabelt meget i gære, før ungdomsoprøret tog fart, og man gør sikkert klogt i at se 60-erne, 70-erne og delvist 80-erne som en sammenhængende normbrydende udviklingshistorie, hvori 68-oprøret kun er en delmængde. Men samtidig er det også vigtigt at skelne mellem to hovedstrømninger i 68-generationen. Der var de politiske, der havde samfundsforandringer som mål og der der var "flipperne", der havde primært fokus på den personlige livstilsændring - og et eller andet sted midt i mellem var der "enkelt-sags-grupperne" som f.eks. slumstormerne, Christianitterne, Tvindfolket og kunstnersammenslutningen Røde Mor. Personligt oplevede jeg "grupperne" som meget adskilte. Jeg deltog f.eks. på et VS-sommer-seminar det år hvor Tvindvindmøllen blev rejst - men udover at vi kiggede på projektet og vist nok hjalp med at bære en vinge, så var der ingen kontakt, ja faktisk havde Tvind forbudt sine lærere og elever af besøge os.

3) Men som universitetsstuderende i 1970-erne, var opgøret med professorvældet og disciplinfagligheden på universiteterne (og de højere læreanstalter), det der fyldte. Erobringen af rektors talerstol i 1968 var kun en start, det var i 1970-erne, at det antiautoritære oprør bredte sig som en fagkritisk "tsunami". Der var kritik af både undervisningsform og -indhold - og en stor del af kritikken var "objektivt set" berettiget. "Alle” studier havde undervisere af "lektor Blomme-typen", og fagindholdet var stort set ikke blevet ændret i årtier. Nu blev der stillet krav om tidssvarende metoder og indhold. Og set over en 10-årig periode var der vel ikke en eneste undervisningsinstitution, der ikke korrigerede form og indhold, og som efterfølgende fastholdt og endda videreudviklede disse ændringer. I begyndelsen af 1970-erne åbnede Roskilde Universitetscenter (RUC) og senere Ålborg Universitet - med en helt ny tilgang til studieform og fagindhold - men ikke som et resultat af et 68-krav - planlægningen var startet tidligere. Projektarbejde og tværfaglighed var nøgleordene, bl.a. konkretiseret i nye fagintroducerende basisuddannelser og en bygningsmasse domineret af grupperum. Her fik de studerende og lærerne rammerne til en ny projektorganiseret studieform forærende. Og en studieform, der lå i oplagt forlængelse af en 68-tankegang. Det skulle vise sig, at indholdet hurtigt blev politisk.

5) Bertel Haarders anden hovedpåstand er den påståede "demokrati-blindhed". Det er efter min bedste overbevisning ren manipulation for venstrefløjens mantra - dengang og idag - var og er faktisk reelt demokrati. I 70-erne afprøvede vi kollektiv-møder, husmøder, stormøder netop for at sikre deltagelse og transparens. Og selvom det repræsentative demokrati er en åbenlys nødvendighed - var det dengang, som i dag - en vigtig pointe, at demokratiet styrkes ved øget borgerdeltagelse, information og gennemsigtighed - alt andet er faktisk udemokratisk. En hovedfigur dengang var "økonomisk demokrati". Hvis kapitalen sætter den økonomiske dagsorden alene, hvor er demokratiet så henne? LO stillede krav om medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne og en øget regulering af virksomhederne - venstrefløjen gik lidt længere, dels i kritikken af kapitalismen og dels med krav om egentlige nationaliseringer. I 70-erne var modsætningen mellem politisk og økonomisk magt tydeligere, end den er i dag - for en af de ting, vi har "arvet” fra 68 (i bred forstand), er netop en øget samfundsmæssig regulering af økonomien. Det økonomiske demokrati er øget - og i den forstand vel også demokratiet. Man kan retorisk spørge hvor var (og er?)  Bertel Haarder og hans parti i denne proces?

Men der røg nogle finker af panden i de gode 70-ere, både politisk og fagligt. Konkret blev der talt og skrevet meget om, hvordan en revolution kunne gennemføres, og der er ingen tvivl om, at der på venstrefløjen var rabiate personer. Men VS havde faktisk en inddæmmende og afvæbnende funktion. Hangen til teoretisering tog givetvis "pippet" fra nogle, og så var der jo faktisk fremtrædende medlemmer, der havde fødderne på jorden. Og jeg vil påstå, at hvis Blekingegade-gruppen havde været medlemmer af VS, havde de aldrig begået deres forbrydelser.

Selvom det givetvis kan dokumenteres, at der var personer på venstrefløjen, endda måske i VS, der sympatiserede med terrorgrupper som Rote Arme Fraktion og De Røde Brigader - så var det ikke hverken VSs eller den øvrige venstrefløjs holdning! Og indholdsmæssigt var ideen om - gennem terror - at destabilisere samfundet for hermed at danne grundlaget for en social omvæltning - absurd.

7) "Marxistisk analyse" / "kritisk analyse", uanset hvilket emne man beskæftigede sig med, var indiskutabelt en del af 70-ernes studieindhold - ikke mindst på RUC. Udover, at man med rette kan diskutere indholdet og relevansen af sådanne analyser, så havde vi, erkendt, det problem i 70-erne, at Marx' egne, og andre marxistisk inspirerede teoretikeres, analyser og begrebsapparater, lige skulle forstås først. Det tog en del af studietiden, og det "forringede" givet vis  indlæringen af den traditionelle disciplinfaglighed. Men som selvorganiseret kritisk bølge satte det os selv i centrum - og vi var mange, der lærte meget af de år. Man tilegner sig stof, når man er motiveret, og motiverede var vi. Vi var selv subjekter i vores videnstilegnelse. Bevares, der var visse eksamensmæssige formalia og indholdskrav, man måtte indrette sig efter (og sikkert godt for det..), og selv på RUC var der et antal obligatoriske kurser o.lign. - men det var stærkt motiverende, i sin projektgruppe, at kunne definere sit eget emne i samarbejde med lærerne; at faglærerne var vejledere, ikke foredragsholdere; at knokle på med projektrapporten (der ofte var af et betydeligt omfang!) og til sidst men ikke mindst, at forsvare den ved en gruppeeksamen med eksterne censorer på. Det gik ikke altid som forventet. Jeg oplevede selv et projekt, hvor den eksterne censor var utilfreds med vores behandling af en af de traditionelle fagdiscipliner, og vi derfor endte ud med en karakter, der lå noget længere nede på skalaen, end vi (og vore faglærere) mente, vi var berettiget til. Men det var et vilkår - mødet mellem gammelt og nyt slår ofte gnister.

Fagligt betød opgøret med "professorvældet", at det hidtil praktiserede undervisningsindhold, og ikke mindst undervisningsmetoderne, blev kastet op i luften. Det skabte naturligvis uro på mange uddannelser - noget "the establishment" opfattede som faglig forringelse. Men grundlæggende blev der jo ikke gennemført en faglig revolution. Meget af det faglige kernestof lod sig ikke anfægte, og mange af de faglige traditioner lod sig ikke fornægte, men der blev trods alt introduceret nye undervisningsformer og nyt fagindhold, der har holdt sig til i dag. Og samlet set, hvad vi 68-ere måske manglede i umiddelbar detailfaglighed, blev rigeligt opvejet af fagligt drive, kritisk sans, procesfærdigheder, holistiske tilgange og ikke mindst evnen til "at lære". Alle kvalifikationer, der har vist sig afgørende i generationens efterfølgende erhvervskarrierer. Man kunne måske have forventet, at erhvervslivet, det offentlige som det private, ville have tøvet med at ansætte antiautoritære "oprørere" - men det viste sig at være omvendt. Evne til at organisere, stille spørgsmål, lede og deltage konstruktivt i møder, lave referater, tænke på tværs og en evne og villighed til at tilegne sig nyt stof, var kvalifikationer både det private og offentlige efterspurgte, og formoder jeg, fortsat efterspørger (?) og det var (og er) heldigvis en del af 68-ernes DNA.

Jeg vil derfor håbe, at kommende generationer, nu og i fremtiden, kunne opleve bare lidt af det engagement, det oprør og det kulturelle, sociale og politiske liv, vi oplevede i 70-erne. Der ligger nemlig noget samfundsmæssigt set positivt, og i alt fald personligt udviklende, i en vis anti-autoritet - men det er ikke måske så let / eller oplagt at lave et tilsvarende oprør i dag (?). Samfundet inkl. 68-generationen, har forandret sig. På den anden side ER der måske basis for et nyt studenteroprør: Besparelserne på universiteterne og de videregående uddannelser, set som udgifterne pr. studerende og dermed lærer-elev-ratioen, er i de senere år blevet væsentligt forringet og truer selve kvaliteten i vores uddannelser. Da jeg gik på RUC i 70-erne havde vi op til flere vejledere pr projektgruppe. I dag er det omvendt. Som gammel 68-er håber jeg, at det vil udløse et nyt studenteroprør - for der er behov for det i en tid hvor mange partier taler om uddannelse som nødvendighed - men i samme åndedrag skærer ned på bevillingerne. Men på et andet område er der faktisk et oprør i gang: Miljøproblemerne og ikke mindst problem-udsigterne har aktiveret, og i en vis udstrækning radikaliseret, rigtig mange mennesker. Partiet Alternativets vælgermæssige succes er en klar indikator, ligesom SF og Enhedslisten har en vælgerbaggrund her. Og selv blå-blok er tvunget til at fremlægge strategier. Men mange unge kræver handling - ikke blot hensigtserklæringer. Det bliver spændende at se hvor det ender.