"Kidnappet" af Jeppe Nybroe - en god bog omgivet af en heftig debat

Jeg hørte forleden om debatten om Jeppe Nybroes nye bog om sin gidselstagning i 2014. Jeg læste bogen igår og sammenlignede med den anmeldelse Adam Holm gav af bogen i Weekendavisen i uge 6 2015.

Bogen er velskrevet, ærlig og reflekteret - og jeg læste hvert et ord i den i løbet af en dag. Jeg kan varmt anbefale den - men den er ikke for sarte sjæle.. selvom Jeppe Nybroe reelt gør sit til at den ikke forfalder til følelsesporno etc.

Jeg kender lidt til det pres familien har været udsat for og jeg blev derfor harm, da jeg læste AHs anmeldelse.

Adam Holm er studievært på DR og blev senest kendt da han insisterede på at vise en af Muhammed-tegningerne på TV. Han har tilsyneladende den opfattelse at ytringsfrihed er noget man skal praktisere uanset om man støder religioner eller mennesker. I dette tilfælde er det en hel familie og ikke mindst et offer for en frygtelig kidnapning der rammes. Det synes jeg ikke skal gå stille af, så jeg blander mig hermed i koret:
I februar kørte der en "heftig" debat om bogen i diverse medier - Google.. og du vil finde de centrale indlæg.

Nedenstående AHs anmeldelse og mit "svar".

ANMELDELSE AF ADAM HOLM UGE 06 2015 Mørkets hjerte Jeppe Nybroe: Kidnappet. I islamisternes fangehul. 304 sider, ill. 300 kr. People’sPress. I Joseph Conrads roman Heart of Darkness messer den excentriske og foruroligende oberst Kurtz »The horror, the horror«, mens hans døde blik antyder, hvilke rædsler han har set i junglens dyb. Vel er journalist Jeppe Nybroe ikke Kurtz, men forsidebilledet på bogen Kidnappet signalerer, at han kan tale med om »the horror«. En lille måneds tid tilbragte Nybroe sammen med den libanesisk-palæstinensiske journalist Rami Aysha som fange under kummerlige vilkår et sted i det nordlige Libanon, formentlig tæt på grænsen til det krigshærgede Syrien. De to journalister ville skrive en artikel om kidnapninger, men de blev selv ufrivillige hovedpersoner og med hætter over hovedet og tape for munden kørt til et afsides sted og placeret i et »hul«. Rammefortællingen er enkel: De islamistiske kidnappere truede med at »slagte« Nybroe efter at have fået en religiøs fatwa, der legitimerede, at denne kafir, vantro, enten kunne sælges videre til højestbydende eller blive et hoved kortere. Herefter drejer det sig om for Nybroe at holde fast i livet, både det fysiske og mentale, og han beskriver sin kamp for at klare usikkerheden og de kropslige reaktioner på den tiltagende angst. Trusler er der mange af, og udenfor falder mortergranater med jævne mellemrum. Det er stærke sager. Bevægende er det også at følge den kontakt, Nybroe har med sin familie og sin kæreste i Beirut via Skype. Både kidnapperne og den kidnappede kommunikerede med gidselforhandlere og nære pårørende fra start til slut af dette forløb, og store dele af denne kontakt er blevet gemt til gavn for såvel læsere som analytikere i efterretningstjenesterne. Historien kulminerer med en nervepirrende frigivelse, der tager adskillige timer og i et par ombæringer synes nær ved at gå galt, inden Nybroe og hans – undervejs i bogen – stadig mere tvivlsomme medfange atter er i sikkerhed. I det forgangne år har Nybroe bearbejdet sine oplevelser, og resultatet blev forleden af Berlingskes anmelder Frank Esmann præmieret med fem stjerner og alskens superlativer. Selv om al sympati retter sig mod forfatteren, er det svært at dele den begejstring. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og her har bogen visse vanskeligheder. Det er naturligvis ikke pænt at spørge kritisk til et offers beretning, men det er nødvendigt at pirke til nogle generende uklarheder. Blandt adskilligt falder det straks i øjnene, hvordan Nybroe tager sig ud på bogens forside. Det er et såkaldt »proof of life«-billede sendt til familien den 24. februar. Hvorfor baglandet hjemme i Danmark overhovedet har brug for et sådant bevis, al den stund de hyppigt er i kontakt, virker temmelig mærkværdigt. Mærkværdigt er det også, at Nybroe efter på det tidspunkt at have været holdt som fange i mere end to uger, som han beskriver som uhyrlige, har rene negle, bærer et armbåndsur, som vi ellers forstår var blevet taget fra ham, og blotter en brystkasse, der ser ud, som om den har været eksponeret for sollys. Nybroe lider angiveligt på det tidspunkt af søvnmangel og græder dagligt og kaster op, men øjnene afslører ingen tegn på blodudtrædninger af hverken træthed eller anden belastning. Der er flere spørgsmål, som presser sig på. Den første person, Nybroe var i kontakt med under fangenskabet, var Danmarks ambassadør i Syrien og Libanon, Rolf Holmboe, der også beskrives som en god ven. Nybroe skildrer selv forløbet sådan her, da han ringer til Holmboe, der endnu ikke ved noget om kidnapningen: »’Hej, det er Rolf!’ ’Det er mig, Jeppe! Det er Jeppe, Rolf!’ nærmest brøler jeg ind i røret. Rolf svarer helt roligt, nu på engelsk: ’Hej, Jeppe, godt at høre fra dig! Hvordan har du det?’« Hvorfor svare en dansk ven på engelsk, når man ikke forlods ved, om der er ugler i mosen, eller om den heftige stemmeføring skyldes noget helt andet? Og hvorfor gav kidnapperne tilladelse til den hyppige kommunikation? Også det virker ejendommeligt, for ikke at sige direkte amatøragtigt, med tanke på den mulige sporingsrisiko. Vi ved samtidig fra andre kidnapninger, eksempelvis af britiske Terry Waite, der var fange i Beirut i slutningen af 1980erne, og for nylig af den amerikanske journalist James Foley, der som den første vesterlænding blev halshugget af Islamisk Stat, at kidnapperne er meget opsatte på at nedbryde fangen gennem isolation fra omverdenen og maksimal usikkerhed. Det er sært, at IS, som Nybroe efterfølgende mener at vide var hans kidnappere, skulle have udvist en så skødesløs praksis i netop dette tilfælde. Med en vestlig journalist på hånden, oven i købet fra »Muhammed-landet« Danmark, skulle man tro, at overbeviste islamister ville anlægge en anderledes barsk taktik og ikke hurtigt fravige kravet om 20 millioner dollars i løsesum. Det er også uforståeligt, at kidnapperne ventede på en fatwa, når de allerede første dag truede med at slå Nybroe ihjel. Hvilken funktion havde fatwaen så? Hvordan kan Nybroe beskrive nogle af gidseltagernes hår og skæg, når de bar masker? Hvorfor taler han om jævnlige fysiske overgreb, når der er ganske få eksempler på dette i bogen? »Vi blev pisket mange gange,« udtalte Nybroe eksempelvis til TV2, da han var blevet frigivet. I bogen er omtalt én episode. Forfatteren tager indledningsvis det forbehold, at alle kidnapninger er forskellige. Men nogle er åbenbart mere forskellige end andre. Omstændighederne under hvilke Nybroe blev holdt til fange, forekommer højst usædvanlige, og det kan undre, at forfatteren ikke selv reflekterer over dette forhold. Fornemmelsen af unøjagtigheder og løse tråde – også flere end ovenfor – forstyrrer læsningen. Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder. Måske har han beskrevet det »wie es eigentlich gewesen«, som de gamle tyske historikere krævede. Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver. Kidnappet er en skæbnesvanger historie fortalt af en mand, mange med rette husker som en dygtig formidler på tv-skærmen. Men det er ikke en bog, der bringer os meget nærmere en forståelse af den afstumpethed og vitterlige ondskab, forfatteren selv fremhæver som det væsentligste motiv til at skrive bogen. Der er ingen psykologisk dybde, ingen synderlig historisk indsigt i bødlernes rolle og desværre heller ikke nogen væsentlig lære at tage med i forhold til at begribe, hvem de mænd er, som myrder i tusindvis af uskyldige i Allahs navn.

Karsten Duus den 7/3 2015 Journalistisk redelighed – tak    Ang. Adam Holms anmeldelse af Jeppe Nybroes bog: Kidnappet (Forlaget Peoples’s Press, 2015) Bogen har fået rosende omtale af forskellige anmeldere, der lige som jeg selv læser bogen som en særdeles velskrevet, ærlig, til tider selv-hudflettende og reflekterende bog om en af de frygteligste oplevelser et menneske - og vedkommendes familie - kan komme udfor: En kidnapning – med døden som mulig udgang. Sådan er det ikke med Adam Holms anmeldelse – her er indlæste tolkninger af postulerede upræcisheder – og Adam Holms egne spekulationer – tilsyneladende det vigtigste. Anmeldelsen fremstår som en ufølsom og injurierende problematisering af Jeppe Nybroes oplevelser og reflektioner.  Og anmeldelsen lægger nærmest op til at kidnapningen har været en iscenesættelse fremfor dødelig alvor. Bl.a. følgende forhold omtales af Adam Holm 1)       Forsidebilledet på bogen – hvor der studses over: a) hvorfor er billedet overhovedet taget?. b) Jeppe Nybroe har et armbåndsur på – der ifølge Jeppe Nybroes beretning var blevet ham frataget 16 dage inden. c) Jeppe Nybroe er efter godt 2 uger i fangenskab solbrændt – og har ikke blodudtrækninger i øjnene (sic!). Med andre ord: Jeppe Nybroe ser for godt ud.. Man får næsten det indtryk, at Adam Holm mener fotografiet er et falsum. Men det er jo faktuelt et eksisterende foto – som gidselstagerne sender til familien. Jeg formoder det er sendt som vedhæftet fil i en mail eller som MMS – og det er tydeligt at billedfilen er redigeret af forlaget i forbindelse med udgivelsen. Billedets baggrund er f.eks. ”manipuleret” (- har en lidt anden betydning i grafikerverdenen..) bl.a. udtonet , af hensyn til forsidens og hele bog-omslagets design. Det der ellers er sket med billedet ved vel hverken Adam Holm eller jeg. Men a) at det skulle være mærkeligt at billedet overhovedet er sendt og b) at Jeppe Nybroe ser ”for godt ud” er jo ren spekulation. Man kunne med samme ret argumentere for, at der var en interesse i at Jeppe Nybroe så ud til at leve og have det godt – som det modsatte. For i andre sammenhænge var netop det modsatte mildest talt tilfældet, hvor Jeppe Nybroe blev pisket for åben Skype. At Jeppe Nybroe i bogen ikke nævner noget om en tilbagelevering af uret er vel mildest talt en petitesse.. Og er mere afslørende for Adam Holms tilgang til bogen, end et udtryk for uredelighed fra Jeppe Nybroes side.. Men kære Adam Holm  – du er journalist – kontaktede du People’s Press for at få deres forklaring på forside-fotoet? 2)       En central skikkelse i hele forløbet er Danmarks Ambassadør i Syrien og Libanon: Rolf Holmboe. Adam Holm undrer sig over indholdet af en telefon/skype-samtale mellem Jeppe Nybroe og ambassadøren. Og antyder at også denne er et falsum. Konkret efterlyses årsagen til at Ambassadøren svarede på engelsk. Forklaringen gives faktisk af Jeppe Nybroe i bogen (forløbet behandles på siderne: 93-95. Og forklaringen ifølge Jeppe Nybroe er, at ambassadøren, da han fik opkaldet, godt vidste at Jeppe var kidnappet, og derfor benyttede lejligheden til at tale direkte til kidnapperne.. Kære Adam Holm – du er journalist - fik du læst de sider? Og uanset svaret – kontaktede du den danske ambassade for deres version? 3)       Pisk, vold og fornedrelse. Man får det indtryk at Adam Holm ikke synes at Jeppe Nybroe har fået pisk nok. Adam Holm skriver: ”i bogen er der omtalt en episode”.  Det er korrekt at der i sær er en piske- og afpresningsepisode – der behandles dyberegående – men i anden sammenhæng, på side 86, skriver Jeppe Nybroe, at han får pisk som en del af fornedrelsen. Det er naturligvis en ”detalje” (i denne sammenhæng)  – men hvis det er en pointe for Adam Holm at Jeppe Nybroe ”kun” piskes en gang – så er det naturligvis også en pointe når beretningen angiver flere gange og Adam Holm således har uret. 4)       Omstændighederne ”Omstændighederne under hvilke Nybroe blev holdt til fange, forekommer højst usædvanlige, og det kan undre, at forfatteren ikke selv reflekterer over dette forhold” – skriver Adam Holm. Hvad det første angår, ved jeg ikke ud fra hvilken indsigt Adam Holm kan formulere dette? Hvad det andet angår: Har vi læst den samme bog? For både eksplicit og implicit er dette et hovedtema i bogen! Under alle omstændigheder sammenfatter sætningen hele anmeldelsens indhold og tone, og står som sådan, som en central markør i anmeldelsens ”modvind”. Adam Holm – du er journalist – har du kontaktet eksperter/myndigheder for at få verificeret din omstændighedspåstand? Efter at have sammenlignet anmeldelsen med bogen, forekommer det åbenlyst, at der må ligge andre motiver bag anmeldelsen, end blot en anmeldelse af en konkret tekst, dens indhold og kontekst. Der må være noget der har drevet Adam Holm til at forholde sig så negativt til Jeppe Nybroes meget detaljerede og følelsesladede skildring af hans egen kidnapning: -          Er det en gammel kollega-rivalisering? -          Er det en heksejagt? -          ? Eller er det fordi Adam Holm er ”skuffet” over, at Jeppe Nybroe ikke mere eksplicit tager afstand fra Islam, Islamisk Stat o.lign. jf. anmeldelsens afsluttende svada: ”Der er ingen psykologisk dybde, ingen synderlig historisk indsigt i bødlernes rolle og desværre heller ikke nogen væsentlig lære at tage med i forhold til at begribe, hvem de mænd er, som myrder i tusindvis af uskyldige i Allahs navn”. Under alle omstændigheder har anmeldelsen i Weekendavisen mere karakter af et karaktermord end af en seriøs anmeldelse, og jeg har fuld forståelse for, at forlaget muligvis forfølger et juridisk spor. Men et er jura, noget andet er journalistisk hæderlighed, og her har Adam Holm er meget stort problem så længe han ikke har dokumentation for hans antagelser. Men Weekendavisen har vel også et problem: Man savner at avisen følger op på sagen og laver noget dybdeborende journalistik i stedet for at give spalteplads til Adam Holms spekulationer.  For det skal f.. være velunderbygget hvis man vil ”afvise” det hændelsesforløb som det Jeppe Nybroe og hans familie har været udsat for. Og - helt fra hjertet: Man pisser ikke på folk der ligger ned! Karsten Duus, den 7/3 2015