Hvad vil USA i Venezuela?

 

SIDSTE NYT:
I et 18 min. NBC-interview med udenrigsminister Marco Rubio i dag den 4/1 2026 nedtoner Rubio meget af nedenstående SE INTERVIEWET HER 
Men det gør det egentlig endnu vigtigere at se nedenstående pressemøde, for forskellene vedrørende Trumps udsagn og Rubios udsagn, om olien og det evt. systemskifte, er markante. Reelt er det egentlige indhold nok ikke så forskelligt, men Marco Rubio er bare meget smartere til at formulere det, og yil at undgå de fortalelser som Trump ustandselig roder sig ud i.

Medierne er fyldt med citater og analyser af angrebet på Venezuela kl. 02 lokal tid, den 3/1 2026, der førte til tilfangetagelsen af Præsident Nicolas Maduro og hans hustru Cilia Flores - og der er særlig fokus på udtalelserne på det efterfølgende pressemøde - se det selv:

Pressekonferencen efter USAs angreb på Venezuela den 3/1 2026 - 58 minutter

Det er rystende. Thi selvom der i vores del af verden, og helt konkret fra den danske statsministers og udenrigsministers side, er en vis accept af, at det er OK at Maduro med vold fjernes fra landet, med henblik på retsforfølgelse i USA, så er selve det forhold, at Trump og hans administration invaderer et fremmed land - helt selvbestaltet, uden godkendelse i Kongressen og i åbenlys strid med international lov og FNs Charter - både absurd og uacceptabelt. Jeg forventer derfor at tonen, både fra EUs og den danske regerings side, skærpes i den kommende tid. Thi alle blev jo taget på sengen og det kan, selv for toppolitikere, være svært at finde ordene lige efter.

Men der er al mulig grund til at finde "ordene" igen, thi det var ikke småting Trump og hans krigs- og udenrigsminister fik sagt på pressemødet den 3/1.

Jeg hæfter mig ved:

1) Lovprisningen af den militære aktion:  Indiskutabelt både storstilet, præcis, effektfuld og muligvis endda helt uden tab på amerikansk side (der er ikke kommet meget ud om de venezuelanske tab - og det får vi muligvis aldrig at vide). Militært set imponerende. Men det blev jo ikke ved det - successen blev udstrakt til indirekte (og næsten direkte) trusler mod alle nationer i verden, thi "intet militær er stærkere" og "vi kan slå til overalt på jorden".  Cuba var nok det tætteste vi kom til en direkte trussel: Trump sammenlignede landet med Venezuela. Marco Rubio fik ordet, konstaterede at cubanske styrker nærmest havde koloniseret Venezuela og sagde ordret: "hvis jeg var i regeringen (i Cuba) ville jeg være bekymret". Til sidst i pressekonferencen gik Trump endda så langt, at han mere end antydede, at hvis hans tropper havde været tilstede i Ukraine, så havde "den krig ikke varet længe". Så er alt da sagt.

Grønland blev dog ikke nævnt.. Men Grønland kom op, da en hustru til en af topfolkene i Det Hvide Hus, samme aften, lagde et billede af Grønland iklædt det amerikanske flag og ordet ..soon.. på X.

2) Trumps narrativ har været, og er, at Venezuelas narko slår amerikanerne ihjel og at Maduro er en af nøglepersonerne bag kokainproduktion m.m. Det blev tydeliggjort på pressemødet, og det bliver sandsynligvis hovedpåstanden i retsopgøret. Men på pressemødet blev det krystalklart, at USA er i Venezuela for at generobre den olie "styret har stjålet".
Sjældent har der været et så ekspliciteret økonomisk motiv bag en militær aktion. Vedrørende Iraq var det noget der højest blev talt om i kulisserne, og selvom der bag den amerikanske støtte til kuppene i Argentina og Chile, i sin tid, var klare mineinteresser bag, så var ikke noget hverken den amerikanske præsident eller repræsentanter for administrationen udtalte sig åbent om (mig bekendt da). Men her er det skåret ud i pap. Store amerikanske olieselskaber skal, "for milliarder af dollars", genetablere den nedslidte infrastruktur, og sørge for at olien flyder igen. Venezuela skal tilsyneladende ikke spørges, og derfor er det nok også en god ide, at selskabernes vil blive beskyttet af amerikansk militær "på jorden".
Olieindtægterne skal landets befolkning nyde godt af (det blev trods alt nævnt flere gange) - men olieselskabernes udgifter skal også dækkes, ligesom "USA skal have betaling for sine udgifter", læs: Den aktuelle? og evt. kommende militære aktioner?; de manglende indtægter i medfør af nationaliseringen af oliesektoren tilbage i 1976? Svaret på de spørgsmål stod ikke klart, men det stod helt klart, at olien var nødvendig for USA, at USA havde ret til den - og at USA agtede at overtage produktionen af den.
(OBS: Marco Rubio nedtoner i ovennævnte interview hele olie-sporet og betoner narkosporet i stedet - men fastholder USAs legitime ret til at intervenere i stater i f.eks. Latinamerika der skader USA og/eller tjener lande hvis interesser er modsat USAs - og han afviser ikke at USA vil "rode med" med Venezuelas olie - han får det bare formuleret smartere end Trump).

3) Hvem skal styre landets 30 millioner indbyggere. Og hvordan skal processen forløbe?? Emnet var af gode grunde oppe flere gange, og Trump sagde og svarede noget ala:  "en gruppe, bl.a. nogle af personerne bag mig, skal styre"; "Marco Rubio har haft et timelangt møde med den for kort tid siden indsatte vicepræsident, der vil gøre hvad vi beder om", "USA har kontrollen indtil der kommer et styre vi har tillid til", "hvis det kræver boots on the ground så er vi ikke bange for det". Og noget overraskende, fejede han nobelpristageren, og den eksilerede oppositionskandidat: Maria Corina Machado, ind under bussen, med bemærkningen om, at hun ikke havde opbakning.

Alt i alt en rodet omgang, men jo dybt alvorligt, når man både har afsat den siddende præsident, erklæret Venezuela frit (?) - men i samme åndedrag, styret af USA - afvist en af de oplagte oppositionspolitikere, og samtidig agter at lægge sin klamme hånd på landets primære indtægtskilde.
Nu kan man ikke forvente, at få det hele at vide på en times pressemøde - men det var tydeligt at Trump og CO har haft stor fokus på at fange Maduro, men tilsyneladende meget lidt fokus på hvordan magttomrummet efterfølgende skal udfyldes. 

Laver man en aftale med det eksisterende styre? Det er naturligvis det letteste..
Og viser det sig nu jf. NBCs 18 min. interview med Marco Rubio at være det man gør. SE interviewet. Dvs. nedenstående spørgsmål er skudt lidt til hjørne. Men der skal jo ikke meget til før at bolden triller ind på banen igen, thi man "leger jo med ilden", når man både fjerner præsidenten og stiller/vil stille krav til den siddende regering, samtidig med at Trump taler om at landet skal være "frit" igen.
På et eller andet tidspunkt vil følgende presse på:
Kræver man hele den nuværende regerings afgang? Det er muligvis også let - men tomrummet bliver så endnu større.
Hvis man vil have et systemskifte (som noget trods alt tyder på) hvordan tænker man sig det implementeret? Hvilken rolle skal parlamentet have - skal der afholdes valg - og hvornår?
Hvem skal styre landet - medens en ny demokratisk proces foregår?
Hvad med militæret, politiet, statsapparatet. 

Uanset hvilken vej der vælges, vil nogle være utilfredse og der vil være en overhængende fare for, social uro, massedemonstrationer, generalstrejker, og endda borgerkrig.
Og det at man har tænkt sig at "hugge olien" bliver et problem både for den siddende regering og for en evt. kommende, hvilken farve den end måtte have.
Hvordan man end vender og drejer det, kommer Trump og hans administration under pres, både internationalt og indenrigspolitisk. Thi man "fucker" med demokratiet og nationers selvbestemmelsesret. Jeg håber og forventer at verdenssamfundet siger klart fra, og at selv nogle af republikanerne vil sige: nok er nok.

4) Internationalt set er Venezuela endnu et eksempel på, at USA forfægter Trump og Monroe-doktrinernes ordlyd om at Nord og Sydamerika er USAs suveræne interessesfære. Og hvis man har været i tvivl om tolkningen af USAs nye sikkerhedsstrategi (der også blev nævnt på pressemødet), så er den militære aktion i Venezuela et klokkeklart eksempel på, at USAs aktuelle ledelse mener, at have ubetinget ret til at definere og gennemsætte egne interesser med magt, uanset om det er i strid med internationale konventioner, folkeretten og FN.
Det har øget presset på Grønland, men det kan også få konsekvenser for f.eks. Ukraine og Taiwan, thi selvom USA p.t. er en militær supermagt - så er Rusland og Kina alligevel så store, at en direkte konfrontation er for farlig, og derfor ligger det lige for, at hvis de ikke blander sig i USAs interessesfære, så blander USA sig ikke i deres. Det kan forklare den amerikanske vankelmodighed ifht støtten til Ukraine. Og selvom den nye sikkerhedsstrategi betoner, at Taiwan og de vigtigste stræder i det vestlige stillehav, skal forblive med den status de har i dag - så ligger det nok lige for, at Kina i sidste ende, kan få det som Kina vil. Det gælder i alt fald så længe Trump er præsident, thi som han selv på et tidspunkt under pressemødet udtrykte det: "Life is a big deal" - og mere Trumpsk kan det vel ikke udtrykkes. 

Jeg har samlet relevant data vedrørende Venezuela HER