Kryolitfacts i Statistisk Årbog

 

Relationen mellem Danmark og Grønland er for vigtig til at blive beskrevet tendentiøst og mangelfuldt. Og debatten i Grønland om øget selvstændighed skal baseres på facts, ikke, udokumenterede påstande, som f.eks. dokumentaren ”Grønlands hvide guld”’s påstand om at Danmark tjente 400 mia. kr. på kryolitten.
Det er en forudsætning for et oplyst valg at alle parter faktatjekker egne og andres holdninger. En af vejene er at søge relevant statistik. 

Fra "Kryolitten i det dansk-grønlandske forhold"

Jeg har stort set været samtlige årgange af Statistisk Årbog igennem (frem til 1990) for at finde oplysninger om kryolitten og de danske indtægter og udgifter vedrørende Grønland. Du kan se hvad jeg har fundet her:  

Tal fra Statistisk Årbog

Der er tale om mit eget basismateriale. De løbende priser er suppleret med serier af værdierne i nutidskroner. Der kan laves mange tabeller og figurer ud fra dette - du er velkommen! I "Kryolitten i det dansk-grønlandske forhold" har jeg lavet nogle af de oplagte. Det har været muligt fordi Danmarks Statistik har lagt samtlige udgaver af Statistisk Årbog på nettet! Publikationen starter i 1896 (!) og slutter i 2017.  Se: Statistisk Årbog online

Indsamlingens resultater har inspireret til endnu et skriv til samlingen af kritiske kommentarer til DRs "Grønlands hvide guld". Men her med fokus på et mere økonomisk statistisk modsvar.

Kryolitten i det dansk-grønlandske forhold

Se i øvrigt:

For eller imod grønlandsk selvstændighed

Grønlandsk nationalstat er urealistisk

Grønlands hvide guld - har tabt i værdi

Dokumentaren "Grønlands hvide guld" blev i går, den 19/2 - 2025, fjernet fra sendefladen på DR efter voldsom kritik af udsendelsen. Udsendelsen blev udsendt 10 dage før og premieren i Nuuks Kulturhus blev dækket intensivt af DRs nyhedsprogrammer. Dokumentaren pustede indiskutabelt til selvstændighedstankerne i Grønland og formanden for det grønlandske selvstyre udtalte, at det nu snarere var et spørgsmål om hvor meget Grønland havde givet Danmark, end det omvendte. 
Problemet er og var bare, at udsendelsen ensidigt fokuserede på 400 mia. nutidskroner som man nåede frem til ved kun at se på salgsindtægter fra kryolitten og stipulere nutidsværdien af indtægterne tilbage til slutningen af 1800-tallet. Begge forhold er kritisable - når man samtidig sender signalet om at "det er det Danmark / den danske stat / har tjent på kryolitten". Kritikken kom hurtigt, og jeg selv postede mine kritiske kommentarer den 10/2, DRs nyhedsdirektør beklagede og beklagede,, men valgte ikke at tage udsendelsen af før den 19/2, hvor der tilsyneladende var kommet den oplysning frem, at interviewene med de grønlandske politikere bar baseret på en anden tabel end den der blev vist i udsendelsen. Om der er mere på bordet i DRs interne undersøgelse ved jeg ikke, men den ansvarlige chefredaktør Thomas Falbe blev fyret samme dag.
Jeg ved ikke om det er nødvendigt at fyre folk i denne sag - det er jo ikke den første dokumentar i DR, TV2 - ja i hele "verdenshistorien" - der fremtræder og ER tendentiøs - det er næsten en del af en dokumentars DNA. Tænk på alle de såkaldte "faktionsudsendelser" hvor faktisk indhold blandes med rekonstruktion og udsagn, der støtter en given fremstilling/vinkling. Det er "objektivt" set svært at være neutral - og det er en illusion at "hele sandheden" kommer frem. Men skaberne bag de konkrete udsendelser kan naturligvis agere mere eller mindre tendentiøse - og i dette tilfælde er billedet af at Danmark har tjent på Grønland, ikke bare i kolonitiden, men - akkumuleret set - indtil vore dage, styrende i fremstillingen. Det er da et synspunkt - i min optik fejlagtigt og vildledende - men uanset om dette er korrekt eller ej - så er det en indiskutabel fejl at udsendelsen udsendes midt i den grønlandske valgkamp, fordi den så åbenlyst støtter en side i debatten. Og eftersom udsendelsen jo selv - i enkelte klip - problematiserer sin metode - så burde det være tydeligt for redaktionen i DR at denne udsendelse ikke kan stå alene. En publicservicekanal som DR er bundet af et "på den ene side / på den anden side" - det har udsendelsen ikke - og det er som sådan en i fejl at offentliggøre den midt i en ophedet - og særdeles vigtig - politisk debat. 

Borgerlige politikere vi have uvildige undersøgelser m.m.
Ro på - det er efter min mening ikke det der er det vigtigste - langt vigtigere er det at få nuanceret og muligvis helt afvist udsendelsens påstande. Thi ånden ER jo ude af flasken.. de 400 mia. huskes - og påvirker valgkampen. DR er forpligtiget til at rette op på fejltagelsen, dvs. få interviewet økonomer og  undersøgt de faktiske forhold vedrørende indtægter og udgifter og formildet korrekte tal og analyser.

Der savnes en periodisering! Indtil 1953 var Danmark en kolonimagt - efter 1953 blev Grønland en integreret del af kongeriget/rigsfælleskabet, det er derfor afgørende at se på indtægter og udgifter i disse to perioder. Og naturligvis er det perioden efter 1953 der er den indholdsmæssigt og politisk vigtigste, inden da, er det i sandhed "historie".. Og et er selskabets indtægter og udgifter, dvs. reelle overskud, noget andet og nok så vigtigt, er hvilke summer der tilflød den danske statskasse.

Det er også nødvendigt at skelne mellem før og efter den danske stat træder ind i Kryolitselskabet Øresund A/S. Det sker i 1940 og den danske stat er medejer af selskabet indtil slutningen af 1980-erne hvor aktierne sælges. Hvad betyder det for indtægter og udgifter. Og hvilken rolle spiller den danske stat i selskabet? Da aktierne sælges er der brugt midler til oprettelsen af "Grønlandsfly" ligesom selskabet er involveret i virksomheder der ikke har nogen sammenhæng Grønland, f.eks. Odense Marzipanfabrik (sic!).

Jeg drager selv til Rigsarkivet.. og når jeg er blevet lidt klogere skal jeg nok publicere mine resultater på denne blog.

Grønlands (u)selvstændighed

Mange grønlændere ønsker total selvstændighed - men det er "totalt" urealistisk både økonomisk og sikkerhedspolitisk. SE HER

Dokumentaren "Grønlands hvide guld" puster til selvstændighedsilden - men den er upræcis og tendentiøs:  SE HER

- efter min mening er det helt upassende at udgive denne dokumentar midt i Grønlands vigtigste valg nogen sinde. 

Lidt om baggrunden:

Jeg har i mange år fulgt med i udviklingen i Grønland. Det startede med en større gruppe-projektopgave på RUC der endte med at få titlen "Gode miner til slet spil" helt tilbage i 1977-78, hvor vi også var til møde med den den gang unge Lars-Emil Johansen, der kæmpede for øget grønlandsk selvstændighed, og var en central person bag hjemmestyrereformen i 1979. Da partiet VS fyldte 10 år skulle jeg have holdt en brandtale med temaet "Dansk imperialisme på Grønland" - "hele København" var plastret til med plakater med mit navn og titlen - men jeg blev syg - og nåede derfor aldrig at holde talen. Efterfølgende var jeg faktisk lidt glad for det, thi det havde ikke været så let at sortmale billedet af Danmarks forhold til Grønland.  Naturligvis havde vi været en kolonimagt fra Hans Egedes tid (1686 til 1758). Vi var meget interesserede i de råstoffer man kunne finde på Grønland og allerede i slutningen af 1700-tallet var kryolitforekomsten ved Ivittuut i Sydgrønland beskrevet og i slutningen af 1800-tallet tog udvindingen fat. Det viste sig at være en særdeles lukrativ forretning med "store danskere" som Tietgen og Hagemann som investorer. Og i bedste kolonistil anløb og afsejlede et stort antal skibe i 140 år, indtil minen (og dens lagre) i 1984 var tømt. Indtil 1953 er det vist fair at sige at stort set alle midlerne gik til rigmænd i Danmark og den danske stat, der i 1940 var blevet medejer af det firma der havde monopol på udvindingen, nemlig Kryolitselskabet Øresund A/S. Men sagen stillede sig lidt anderledes fra 1953 hvor Grønland blev gjort til en integreret del af Danmark i form af Rigsfællesskabet. Udgifterne oversteg hurtigt indtægterne.

Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) var i 1774 startet som et statsligt handelsselskab med eneret på handlen på Grønland, og uden at være historiker formoder jeg at selskabet i starten af kolonitiden var et traditionelt handelsselskab der købte billigt og solgte dyrt - men som jeg forstår det - udviklede det sig efterfølgende til et selskab der ikke skulle give overskud, og efter 1953 blev selskabet en servicebetonet logistisk virksomhed der sørgede for indkomster og forsyning i hele landet. 

Projekttitlen "Gode miner til slet spil" rummer den dobbelttydighed, at der på den ene side var gode intentioner bag mange af de initiativer og projekter der blev igangsat efter 1953 - men at de ikke altid havde ubetinget succes - samtidig med at referencen til bla. kryolitten var til at føle på.

Ambitionen med at hæve levealder, nedsætte fertiliteten, øge uddannelsesniveauet og de generelle levekår ved almindeligt lønarbejde og privat virksomhed, har i processen kostet dyrt, både rent økonomisk men også kulturelt og socialt. Den grønlandske levevis og den grønlandske kultur lå i udgangspunktet langt fra danske værdier. Og der er ingen tvivl om der har været ofre i denne proces. Der er p.t. megen fokus på "Spiralsagen" hvor der givet vis har fundet overgreb sted, men i det generelle billede skal man huske at forsøget på at nedbringe fertilitetsraten reelt er en del af "de gode miner.." Og at langt de fleste spiraler og andre svangerskabsforebyggende tiltag er foretaget i fuld forståelse med dem der brugte dem. Den grønlandske familiestruktur i dag svarer til de lande man ellers vil sammenligne sig med, svangerskab planlægges og der skeles til bolig, økonomi og karriere. Men der er fortsat problemer. Grønland har en af de højeste selvmordsfrekvenser for unge, der er kedelige historier om incest, og selvom alkoholindtaget er faldet, er der fortsat for mange med misbrug. 

På den anden side er det at komme til Nuuk stort set som at besøge enhver anden by i Vesteuropa. "Alle" bygninger er nye eller renoverede, og tidligere udsatte boligområder fremtræder "normale". 

På trods af at der kun er veje i selve byen vælter det med biler og busser. Men det koster også: m2-priserne nærmer sig et københavnsk niveau så det er ikke billigt at bo her. Og noget tilsvarende gør sig gældende i de øvrige byer i Grønland. På 70 år er det lykkedes at udvikle Grønland fra et fangersamfund til et moderne velfærds- og servicesamfund. Der har været og er skår i glæden, men udviklingen går i den rigtige retning. 

Men at foregøgle befolkningen at velfærden vil fortsætte og endda udvikle sig, uden støtten fra Danmark, er et uansvarligt blændværk, der giver mindelser til den engelske Brexit-proces. Selvstyret har selv afvist minedrift i Kvanefjeldet. Det kan man lave om. Det er den eneste kendte mineralforekomst der p.t. er brydeværdig i stor skala - men vil den kunne afkaste de 4 mia. d. kr. til Grønland som det danske bloktilskud er på ?  Det aktuelle selvstyre har selvstændige beføjelser der langt overgår hvad en dansk kommune har, og Danmark betaler broderparten - alligevel puster stort set alle de fremtrædende politikere til yderligere selvstændighed - jeg tillader mig at kalde det populisme.

Og hvad det sikkerhedspolitiske angår så er det da blevet tydeligt for enhver, at Grønland er en del af USAs interessesfære. Territorielt og sikkerhedsmæssigt bliver Grønland aldrig selvstændigt - det eneste fornuftige er at forblive i Rigsfællesskabet og gensidigt forpligte sig på en ordentlig tone. Med Trump ved roret er en stemme for selvstændighed det samme som en stemme for amerikansk annektion. Er det det man vil? Selvom USA truer er der trods alt forskel på hvad en Múte B. Egede og en Mette Frederiksen kan gøre i en forhandlingssituation.

Terror har mange ansigter

 

Terror har mange ansigter

For ca. et år siden udtalte Justitsminister Hummelgård sig om mulighederne for, og nødvendigheden af, at kunne retsforfølge herboende der udtalte støtte til Hamas’s terrorangreb i Israel. Hvor modbydeligt og afskyeligt dette angreb end måtte være, rejste Hummelgårds udsagn spørgsmålet om hvordan den danske regering så stiller sig til de mennesker der forsvarer det Israel foretager sig i Gaza. Begge aktioner har jo en terroristisk karakter. Og begge bør entydigt fordømmes. Og hvis det er strafbart at udtale sig støttende til Hamas, bør det også være strafbart at støtte Israels krig i Gaza.

Som Danmarks udenrigsminister, udtalte Lars Løkke tidligt i konflikten, at Israels ”svar” på terrorangrebet skulle være proportioneret -og mere end antydede at Israels fremfærd i Gaza ikke var det. Jeg tror de fleste i Danmark er enige i dette synspunkt. Der er ikke mange der mener at de aktuelt mere end 45.000 (?) dræbte i Gaza, hvoraf hovedparten er kvinder og børn, og mænd der ikke entydigt kan forbindes med Hamas (?), er et proportionalt antal. Men værre er måske de lidelser Israels ageren i Gaza har påført hele befolkningen. Totalt smadrede byer og bydele. Kontinuerte forflyttelser, uden garanti for at det nye sted er sikkert, manglende mad og drikke, og et sundhedsvæsen der mangler ”alt” og hvis personale reduceres som et resultat af kamphandlingerne. Folkedrab er det begreb det internationale retsvæsen overvejer – men som Amnesty International og diverse NGOere ikke er bange for at tage i munden – alligevel behandler de danske medier stort set sagen som en 1:1: Hamas er selv ude om det og Israel har ret til at forsvare sig.

Terrorbegrebet er facetteret og har mange ansigter. Vi kender til og har desværre oplevet den rent politisk motiverede terror mod fuldstændigt uskyldige, der befinder sig i et ”rum” der hverken geografisk, politisk eller historisk, har noget som helst at gøre med den aktion, de bliver ofre for. Et sådant eksempel var angrebene på flere restauranter i Paris for snart 10 år siden, der desværre kun er et i rækken af angreb på totalt uskyldige med det formål at destabilisere ?, at skabe opmærksomhed om?, at hævne?, eller? – men som efter min bedste overbevisning har den stik modsatte effekt, og som stort set ingen støtter. Det bliver straks mere speget når terroren i en eller anden forstand har sin rod i og udføres i et ”veldefineret” geografisk rum, med en blodig forhistorie og gennemsyret af meget konkrete politiske og religiøse modsætninger. Mellemøsten er et sådant sted og modsætningerne mellem store dele af den arabiske verden og staten Israel, eksistensen af Gaza, den manglende selvstændige palæstinensiske stat, besættelsen af Vestbredden og de jødiske bosættelser og ikke mindst de religiøse forskelle og dogmer er roden til ”det onde” i dette område. Her bliver terroren en del af en krig. Men selvom terror i denne sammenhæng måske bliver mere ”forklarlig”, så er den fortsat forkastelig fordi ”krig” aldrig må gå ud over uskyldige, som det skete da Hamas slog 1200 tilfældige mennesker ihjel og tog mere end 200 som gidsler, og som det sker i dag, når Israelske tropper sønderbomber store dele af Gaza og 1000-vis ligeledes helt uskyldige dør. Hamas er en militant organisation, der er opbygget som en hær og hvor den interne struktur er baseret på et militært hierarki hvor det nok er en god ide at være enige i / gøre som ledelsen mener og befaler. Israel er en demokratisk stat, med et repræsentativt demokrati, hvor et flertal bestemmer, og hvor der i øvrigt er en betydelig opposition til den linje den nuværende regering (og tidligere regeringer) har valgt. Men regeringen har flertal i parlamentet og så kan en kritisk opposition mene hvad den vil. Med andre ord: En militær organisation overfor en demokratisk valgt regering – men begge begår de terror i den forstand, at de for at opfylde de mål de selv har defineret, slår uskyldige ihjel.

Hamas er marginaliseret internationalt set og langt de fleste stater betragter organisationen som en terrororganisation. Billedet er straks mere broget hvad Israel angår. Stribevis af resolutioner i FN har kritiseret Israels adfærd i regionen og der er et markant flertal for en to-stats-løsning. I et år har et flertal i FN krævet at Israel (og Hamas) indstiller angrebene og at begge parter laver en våbenhvile, for bl.a. at skabe plads og ro for en reel humanitær indsats. Demonstranter over hele verdenen beder om det samme. Israel har overhånden, men fortsætter ufortrødent. Og det er på mange punkter grotesk, netop fordi en international anerkendt stat, opfører sig som en magtfuldkommen voldsorganisation. Hamas tog 200 gidsler. Israel har taget en million.
I krigen mod Hizbollah i Libanon tog Israel et helt nyt våben i brug. Man fik mobiltelefoner og Walkie Talkies til at eksplodere i hænderne på dem der holdt dem. Målgruppen var naturligvis Hizbollah-krigere. Og både mediedækningen og den almindelige holdning så det i første omgang som et smart træk fra Israels side. Men reelt var det jo terror, for der var jo ingen garanti for, at det ikke var en datter eller hustru eller en helt tredje helt uskyldig der havde dimsen i hånden. Og det viste sig jo desværre også når man så på hvem der blev dræbt eller skadet.

Og det mest absurde er måske, at det Israel foretager sig aktuelt i Gaza og senest i Libanon og i Syrien, efter al sandsynlighed kun vil styrke hadet mod staten Israel og som sådan skabe grobund for mere terror og mere ufred i regionen – og formodentlig give grobund for nye terrorhandlinger i Vesteuropa, i USA og?. Thi for hver Hamas/Hizbollah kriger der dræbes, opstår der givet vis mindst en ny militant Israel-modstander. Og for hver uskyldig der dør, er der 10 der sørger, og blandt de 10, er der sikkert 1-2 der radikaliseres. Historien tilsiger desværre dette.

Israel er, takket være støtten fra bl.a. USA, områdets ultimative stormagt. Og har bl.a. styrken til at afvise langt hovedparten af de droner og missiler o.lign. Iran, Hizbollah, Hamas m.fl. sender ind over Israel. Og samtidig foretage omfattende og ”succesrige” angreb langt ind i nabolandenes områder. Lægmandsvurderet, er der derfor ingen reel militær trussel mod staten Israel (selv om den aktuelle regering har en indlysende interesse i at mene det modsatte). Men der skal heller ikke være nogen tvivl om at Israels oprindelige grænser skal være ukrænkelige og at såvel EU og USA skal være garanter for det. Men så må det også forventes at Israel respekterer andre landes befolkninger, grænser og territorier og f.eks. ikke systematisk forsøger at ”bosætte” det palæstinensiske område – og nu muligvis områder i Syrien / Libanon??

Jeg synes ikke den danske regering, eller for den sags skyld de toneangivende danske medier er gode nok til at præcisere og kræve dette.

Afslutningsvist: Kan vi stole på tallene fra Gaza?– er det ikke palæstinensisk propaganda?
Jeg ved det jo ikke – men alene billederne fra Gaza tilsiger jo at mange er døde – og modspørgsmålet kunne være – hvor er de danske journalister i Gaza der kunne verificere f.eks. dødstallene. De er der ikke, fordi Israel forbyder adgang til pressen. Vi bryster os af en fri presse – men hvor er kritikken når Israel stækker den eftertrykkeligt?

 

Labour fik 63% af pladserne i parlamentet, men kun 34% af stemmerne! + det franske valg

 

https://www.bbc.com/news/election/2024/uk/results

34% af de afgivne stemmer gav 63% af pladserne i parlamentet i et valg hvor valgdeltagelsen i øvrigt kun var på 60%. Hvordan kan det lade sig gøre?

Jeg selv og de fleste danskere hilser formodentlig Labours mandatmæssige "jordskredssejr" velkommen, men reelt var det snarere de Konservative der tabte valget end Labour der vandt det:

Der er i alt 650 pladser i det britiske parlament, der sammensættes af kandidater fra Scotland, Wales, Nordirland og England. Labour fik 412 mandater - 86 flere end de 326 der skal til for at have flertal i parlamentet. Indiskutabelt den største mandatmæssige sejr for partiet i mange mange år. Medens de Konservative taber 250 pladser og ender på 121 i parlamentet - det største nederlag i partiets historie. Samtidig mangedobles Liberaldemokraterne fra 8 til 72 pladser. I Skotland tabte det Skotske Nationalist Parti big time til Labour, og i det britiske parlament reduceres partiet fra 47 til 9 pladser - uafhængighedsbevægelsen har derfor fået et alvorligt skud for boven. De Grønne fik også et godt valg og øgede deres repræsentation fra 1 til 4 i parlamentet. 

Helt afgørende for de Konservatives nederlag, blev dog væksten i Reformpartiet, der under ledelse af Nigel Farage, tog mange af de stemmer en del af de Konservatives kandidater skulle have brugt for at vinde over Labours kandidater. Reformpartiet fik hele 14,5% af stemmerne mod 2,1% i 2019.
Der vil blive analyseret nærmere på de faktuelle vælgervandringer, men der er vist fair at sige at hovedparten af partiets stemmer kom fra de Konservative. Med andre ord, hvis stemmerne på Nigel Farage og hans kandidater var blevet hos de Konservative så ville Labours nye mandater være skrumpet - og måske endda så meget at de ikke ville have fået flertallet i parlamentet! Stemmemæssigt set fik de Konservative 23,7% af de afgivne stemmer, og hvis det lægges sammen med Reformpartiets 14,5% så er det jo tilsammen mere end de 33,7% Labour fik. Det er naturligvis forenklet - men dog tankevækkende. Men politisk set sætter det fokus på det Konservative parti, hvis ageren i de sidste 14 år - og i alt fald siden valget i 2019 - har udløst så stor utilfredshed, at vejen i år blev banet for dels labourkandidaters succes, men også for en uset vækst i "nye" valgte - og her profiterede i sær Liberaldemokraterne. Partiet opnåede hele 72 pladser i parlamentet, en stigning på 64 pladser (!), og det med stort set den samme vælgertilslutning (12,2%) som ved sidste valg (11,6%). Årsagen er naturligvis at de konservative modkandidater var svækkede og valget i mange kredse derfor var mere åbent. 

Vi er opvokset med forholdstalsvalg i Danmark - dvs. et valgsystem hvor den procentvise opbakning til et parti i befolkningen stort set svarer til partiets andel af pladserne i folketinget. I England er det anderledes, her vælges det enkelte parlamentsmedlem i en kreds, og den kandidat med flest stemmer, i den specifikke kreds, vinder pladsen i parlamentet. F.eks.: kandidaten fra Labour får 10.010 stemmer, den Konservative 9.500, den Liberale 5.500 osv.. Labours kandidat vinder og de øvrige stemmer er "spildte". "Vinder takes it all". Systemet benævnes flertalsvalg i enkeltmandskredse, og har, måske sat på spidsen, kun den legitimitet, at vælgerne i en kreds, alt andet lige, kan/vil/har mulighed for at have et tættere forhold til den person der repræsenterer kredsen.  Men fordi valgkredsene er forskellige i størrelse, nogle steder er der måske 20.000 potentielle vælgere i andre måske 80.000, kan man have den absurde situation, at et flertal af befolkningen faktisk har støttet et parti der ikke vinder valget. 

Forholdstalsmæssigt: Når alle partistemmerne lægges sammen på tværs af valgkredsene fik Labour altså reelt kun lidt under 34% af stemmerne! Helt præcist 33,7%! men partiet endte alligevel med 412 pladser i parlamentet, svarende til 63% af parlamentets pladser. 

De Konservative fik 6,8 mio. stemmer der gav 121 pladser. Labour har således "betalt" 24.000 stemmer for en plads - de konservative 56.000. I 2019 var det omvendt, her var det De Konservative der vandt "en jordskredssejr". Men der er faktisk en vigtig forskel: I 2019 fik De Konservative 44 % af stemmerne, Labour 32%. Alt andet lige betyder det altså, at der bag de Konservatives valgresultat i 2019, var en større samlet vælgeropslutning end bag Labours aktuelle "jordskredsvalg". Og reelt øgede Labour kun sin vælgerandel med 1,6%! fra 32,1% i 2019 til 33,7% i 2024. Umiddelbart ville man have forventet en  mindst 10 procentpoints øgning bag det aktuelle valgresultat - men de Konservatives kollaps banede altså vejen for en helt ny situation i mange mange valgkredse.

Keir Stamer har al mulig grund til at betragte resultatet med ydmyghed - og står over for den politiske realitet at når snakken går i familierne, på pubben, på arbejdspladsen eller i forsamlingshuset, er det altså kun en tredjedel af befolkningen der har stemt på "ham". Hvis han og hans regering "træder forkert" er der altså rigtig mange der kan være kritiske og få der i udgangspunktet vil forsvare, og det vil garanteret præge den politiske debat både i og udenfor parlamentet.

I skrivende stund er der også valg i Frankrig, og systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse, er det samme i Frankrig, der dog i modsætning til England har to valgrunder, dvs. at kandidater kan trække sig af taktiske grunde efter 1. runde. Vi ser det i disse dage, hvor en ny venstrefløjsalliance er gået sammen med Macrons parti for at sikre sig at Le Pens parti ikke vinder "alle kredse", dvs. den alliancekandidat, der ser ud til at have den bedste chance, er den eneste der forbliver i kampen, de øvrige trækker sig. Det sker af personlige og lokalpolitiske årsager, naturligvis ikke i alle kredse - men formodentlig i nok til at Marine Le Pens parti ikke vinder flertallet i parlamentet. Om det, demokratisk set, er OK er en diskussion værd, men det er formelt set tilladt og politisk set særdeles taktisk. 
NYT: Taktikken lykkedes - Venstrefløjalliancen fik 182 pladser, Macrons parti 163 og Marine Le Pens "kun" 143 pladser - der dog er mange flere pladser end tidligere. Igen betød et partis kollaps (Macrons) at valget blev helt åbent. Og som noget "helt nyt" har intet parti det absolutte flertal og der er kommet kandidater ind fra mange flere partier end det er set tidligere. Demokratisk set vel meget rimeligt! Men det er en helt ny polititisk situation i Frankrig, og hvis ikke der skal udskrives ny-valg (på sigt..), skal regeringen altså sammensættes af flere partier der ikke har et flertal imod sig. Udgangspunktet er et samarbejde mellem "Macrons" 163 mandater og hele eller - nok mest realistisk - dele af venstrefløjsalliancen. Og regnestykket er enkelt, hvis regeringen skal have absolut flertal skal der tælles til 289 mandater, thi der er 577 i parlamentet. Der er derfor al mulig grund til at Præsident Macron har bedt den nuværende "macron-minister" om at forblive i jobbet indtil en evt. afløser er fundet.

Men både i Frankrig og i England er der en udbredt kritik af valgsystemet - og både valgene i England og i Frankrig vil øge kritikken, og muligvis bane vejen for en tiltrængt reform af valgsystemet ?

Gårsdagens valg i England

Syge placeres i "plastik-madres-senge"

 

Plastikdækkede skummadrasser på vore sygehuse!

Jeg er lige kommet hjem fra Holbæk Sygehus efter 4 døgn med behandling af infektion i urinvejene og meget høj feber.

Det var der en del oplevelser med.. men:

”Bomben” er, at der er helt nyt for mig, at man placerer alle patienter i senge hvor skummadrassen er omgivet af et plastikagtigt stof, der ikke kan ånde. Det betyder, at hvad enten man prøver at sove eller sidde i sengen, så er den ubehagelig varm, og man kommer let til at svede så både ens tøj og lagen og sågar dyne og hovedpude skal skiftes. Ens søvn er dårlig og sækken med urent tøj og sengetøj bare vokser og vokser..

Der er "ingen" der ligger på en sådan madras derhjemme - men det skal man når man er syg!

Det er helt uacceptabelt. Uden at være sundhedsfaglig ekspert, er det vist rimeligt at antage at de konstante kulde-varme skift nedsætter patientens immumforsvar. - Så tror da fanden at man bliver indlagt med et dårligt knæ og ender at dø af en lungebetændelse…

Sengen er vores møbel.. Den er beregnet til at blive rask i - ikke det modsatte.

Grundlæggende handler det om valget mellem patienten eller "systemet". Og lige nu har hospitalerne - idet jeg formoder, det ikke blot er på Holbæk Sygehus - valgt "den lette løsning" - og sikkert med reference til tid, økonomi og hygiejne.

Men det er i min optik et no-go!

Man skal sove i en seng der mest muligt svarer til alle andre senge i landet!

Så må man finde midlerne, tekniske løsninger og i sidste ende økonomien.

Og det er jo ikke umuligt - det handler om prioritering - og der bør ikke være nogen som helst tvivl om at i vores sundhedssystem og på vores plejehjem så er det patienten der er i fokus.

Det er jo ikke raketvidenskab at sørge for mere åndbare materialer, arbejde med stiklagner o.lign.

Nogen vil sikkert sige at "det er der ikke tid til" - det er der ikke økonomi til - men sådan spiller klaveret ikke: I valget mellem økonomi og arbejdsvilkår og patientbehov. Så er det naturligvis patienterne / plejehjemsbeboerne, der er i fokus.. hvad f. skal vi ellers med et sundhedssystem.

Det er en "dejlig" relevant sag i den aktuelle valgkamp - håber det kan få nogle politikere ud af busken - ikke mindst fordi der jo er tale om et relevant dilemma mellem patient og system - og som sådan kræver relevant stillingtagen.

Jeg har oprettet en åben gruppe på Facebook: "Plasticmadrasser på sygehusene" (beklager c-et..) https://www.facebook.com/groups/557190009741633

Kig - tilmeld dig - like - videresend og kommenter, uddyb eller giv din egen vinkel på sagen eller tilsvarende kritisable forhold i sundhedssystemet. Alle har taleret!

Coronadødelighed i EU - store forskelle - absolut som relativt

 

I dag den 26/11 2021 var der 2829 der var døde med corona siden epidemiens start i marts 2020.. Det svarer til 0,5 promille af befolkningen og til 6 promille af de smittede. Men sammenligner vi med andre lande i EU har vi klaret os godt. I Sverige er der 1,5 promille af befolkningen der er døde, og hvis man er smittet i Sverige, er der dobbelt så stor sandsynlighed for at man ikke overlever sammenlignet med Danmark. Men mange lande har det meget værre. I Tyskland er der 1,2 promille af befolkningen der er døde, og af de smittede, døde 18 udaf 1000. Af de store lande i EU er Italien hårdest ramt: 2,3 promille af befolkningen er døde, og sandsynligheden for at man døde som smittet er hele 4,5 gange større end i Danmark, svarende til at 27 udaf 1000 smittede er døde. I Rumænien, Tjekkiet, Ungarn og Bulgarien er det meget værre. I Bulgarien taler vi om en dødelighed der er en faktor 8! større end i Danmark.
Der er derfor ingen tvivl om at Danmark har haft (og har?) meget mere styr på coronasituationen end i mange andre EU-lande.

Proportionsmæssigt skal man dog også huske, at under en alvorlig influenza-epidemi i Danmark dør der ca 1800 mennesker med influenza indenfor et år. 20 måneder med corona har resulteret i 2829 døde. Overordnet set er det altså lykkedes at reducere covid-19-dødeligheden til et niveau som var det en influenza-epidemi.

I de 20 måneder der er gået siden coronaepidemien startede, er der ca 4500 personer der er døde hver måned af andre årsager - svarende til ca 90.000 døde i alt. Covid-19 har ikke rykket markant ved den samlede dødelighed i Danmark.

Arbejdsløsheden falder fortsat - men DST "manipulerer"

 Dagens store nyhed - er en god nyhed: Men DST "manipulerer"..

Arbejdsløsheden falder fortsat - og er faldet markant siden toppen af beskæftigelsesproblemerne under corona-krisen. Det er jo flot i sig selv: på kun et år er arbejdsløsheden faldet med godt 50.000!

Dagens overskrifter baserer sig på Danmarks Statistiks formulering:

"Fra juli til august faldt den sæsonkorrigerede ledighed med 5.600 til 101.300, svarende til en ledighedsprocent på 3,6 pct. Dermed er ledigheden for august 1.500 lavere, end den var umiddelbart inden COVID-19. Med det seneste ledighedsfald er ledighedsniveauet samtidig det laveste siden januar 2009". www.dst.dk/30-9-2021

Man kan undre sig over at DST vælger at sammenligne med januar (?) 2009.. Havde de valgt at gå bare et halvt år tilbage, nemlig til august 2008 (bl.a. fordi det aktuelle tal er fra august..) havde historien været en anden:

Selvom ledigheden falder - er der alligevel et stykke til niveauet inden 2008-krisen - og det illustrerer både kurven for antallet af fuldtidsledige og kurven for arbejdsløshedsprocenten.

I alt:

I procent af arbejdsstyrken

Tallene baserer sig på den registerbaserede statistik der omfatter de ledige der er tilmeldt arbejdsformidlingen. De skjuler en "mørketal" - som de kvartårlige arbejdskraftundersøgelser reparerer på - nemlig de personer der godt kan og vil tage et arbejde, men som ikke nødvendigvis er tilmeldt Arbejdsformidlingen. I følge DST er det beregnede AKU-tal for august 2021: 133.000 ledige - altså godt 30.000 flere..   Tilfældigvis et tal i samme størrelsesorden som den aktuelle ledighed skal falde med for at komme ned på niveauet i august 2008! 

Arbejdsløsheden falder - men ligger fortsat over 2008-niveauet

 

I juni 2008 var den sæsonkorrigerede arbejdsløshed 3,8 procent af arbejdsstyrken, den steg som følge af finanskrisen til 7,8 procent i juni 2010, det højeste niveau i 20 år. Men herefter falder arbejdsløsheden støt indtil coronanedlukningerne i marts 2020 hvor arbejdsløsheden steg fra 4,6 procent  i juni 2019 til 6,1 procent i juni 2020, men naturligvis i sær en voldsom stigning i april, maj, juni 2020. Heldigvis er kurven igen knækket og sammenligner man juni 2020 og juni 2021 er arbejdsløsheden faldet med 0,9 procent-point til 5,2 procent. En arbejdsløshedsprocent på 5,2 svarer til niveauet i 2017/18/19. 

Der er fortsat langt ned til "højkonjunkturen" i 2008 - men noget tyder altså på at vi er på vej.

Nedenstående tabel illustrerer udviklingen i absolutte tal - år for år siden 2008.

Figuren viser også at ungdomsledigheden i hele perioden har været rimelig konstant med ca. 50.000 arbejdsløse, det er de øvrige aldersgrupper der har oplevet de store udsving i ledigheden. Men 50.000 unge arbejdsløse i alderen 15-24 år svarer til 10 procent af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe! Og da arbejdsløsheden toppede i i 2010-2012 svarede det til at ungdomsledigheden var hele 15%. 

Kilde: DST 8/2021. Bearbejdet af Karsten Duus.

Dødeligheden er ikke steget væsentligt i 2020

 

Baseret på Danmarks Statistisk såkaldt "eksperimentelle statistik for døde pr. uge" ligger det nu klart at dødligheden stort set ikke er steget i coronaåret 2020 i sammenligning med de tre forudgående år.
I december 2020 steg dødeligheden dog markant og bragte den samlede dødelighed på niveau og over de senere års dødelighed. I første halvdel af januar 2021 er decembervæksten i overdødeligheden dog heldigvis stagneret, men ligger fortsat relativt højt.

Der dør årligt ca. 54000 i Danmark svarende til lidt over 1000 pr uge. 

Ca. 2 procent af de døde i 2020 er døde med Corona.

Udviklingen i det samlede antal døde ser således ud:

2017    53103

2018    55076

2019    53805

2020    54188* eksklusiv 1257 der døde i "skudugen" 53 i 2020 - dvs at dødstallet for 2020 i alle 53 uger var 55445.

I grafform ser udviklingen pr. uge således ud:

Dødeligheden er ikke steget under Coronakrisen

Overraskende tal fra Danmarks Statistik åbner en ladeport for genåbningen.

Antal døde, med og uden Corona,  pr. uge,  i alt og blandt de 80-84 årige, i perioden uge 1 i 2018 til og med uge 20 i 2020

Kilde: www.dst.dk den 23/5 2020.

Den blå kurve, døde i alt, illustrerer, at der både i 2018 og i 2019 var perioder hvor der døde flere mennesker i Danmark end i de foregående uger med høje corona-relaterede dødstal. Det er vel i sig selv overraskende. Men det er næsten mere overraskende at antallet af døde 80-84 årige (den nederste kurve) heller ikke er steget markant under Coronakrisen. Faktisk er det sådan, at der i 2018 med, vist nok, en relativt hård influenzaepidemi - døde flere i alt, også blandt de ældre, end under Coronakrisen indtil nu.

Ser man specifikt på uge 10-20 - dvs. i år perioden fra 2. marts til 17. maj - ser tallene således ud:

Døde i ugerne 10-20, 2016-20

             I alt       80+

2016   11.555    5.800
2017   11.434    5.881

2018   12.471    6.504

2019   11.408    5.775

2020   11.804    6.074

Kilde: www.dst.dk den 23/5 2020.

I alt: Der er  dog næsten 400 flere der er døde i år ifht. sidste år  og hhv. 250 flere og 370 flere ifht 2016 og 2017 - men faktisk døde der 667 flere i 2018.

80+ læs: alle over 80. Forskellene er mindre, men mønsteret er det samme: Dødeligheden i 2020 ligger over tallene for 2016, 2017 og 2019, men under tallet for 2018.
Ser man nærmere på ugetallene hos Danmarks Statistik viser det sig at ca. midt i krisen, nemlig i uge 15 (den 6-13/4) i år, døde 110 flere 80+plussere end i samme uge i 2019. Men selv de mange døde i denne uge overgår ikke antallet af døde i samme uge i 2018.
Bemærk at det er meget let at finde disse tal - og mange andre - på www.dst.dk

Uanset hvad årsagen måtte være, herunder naturligvis corona-restriktionerne, så er det lykkedes at holde den samlede dødelighed, selv under en Corona-pandemi, på et "normal-niveau". Det kan der naturligvis tolkes meget på - nogle vil sige at vi har skudt gråspurve med kanoner - og der er også en del ting der tyder på dette - men omvendt er der jo ingen der rigtig ved hvor mange der ville være døde hvis Danmark ikke var lukket ned! Andre kan med rette tolke resultaterne som en sejr for regering og myndigheder: Trods en pandemi.. er det lykkedes at holde dødeligheden på et normalt niveau.
Alt dette er retrospektivt - og jeg har ingen respekt for de borgerlige røster der i disse dage kritiserer regeringens myndighedsgrundlag for at lukke ned. Tilbage i marts var Italien og Spanien midt i en alvorlig krise, USA havde lukket grænserne, og ingen vidste præcis hvordan denne epidemi ville udvikle sig. Og de selv samme partier - der jo selv kunne læse og følge med i nyhedsstrømmen - stod jo i kø for at støtte regeringens initiativer. I Sverige valgte man en lidt mildere nedlukning - men resultaterne er jo også markante: Der er p.t. ca. 4.000 der er døde i Sverige med Corona. I Danmark er det 561. Målt pr indbygger er der altså ca. 4 gange flere der er døde i Sverige end i Danmark. Det siger vel mere end så meget andet..

Men nu skal der ses fremad. Alle er blevet meget klogere - og dagens nyhed om en effektiv behandling af corona-syge - samtidig med, at ikke bare vi danskere, men reelt store dele af verdens befolkning reelt "holder afstand" og sørger for at afspritte/vaske hænder. Det bør åbne ladeporten - og vende myndighedsudmeldningen til "hvad er forbudt - til alt andet er tilladt".
Det er nu at andre argumenter end de rent corona-sundhedsfaglige skal vægtes. Og her vejer folkesundheden - holistisk set, fri bevægelig (også over grænserne til og fra de lande der ser ud til at have styr på epidemien), "borgerlige" rettigheder og ikke mindst privat- og samfundsøkonomien tungt.

Hvis jeg var Mette.. ville jeg dels bryste mig af at have udvist "rettidig omhu", da vi ikke vidste så meget - og nu - hvor "alle" fakta peger i den rigtige retning - overhale oppositionen venstre om og erklære åbning!!.. (men samtidig huske os på håndhygiejnen og en passende afstand)..

Folketal og dødelighed til sammenligning med Corona-tal

Desværre vokser antallet af døde med Corona dag for dag - men det er vigtigt med proportioner - derfor viderebringes hermed nogle befolkningstal og "normale" dødstal for udvalgte lande.
Hvis man f.eks. selv vil beregne antal døde med Corona pr. 1. mio. indbyggere dividerer man nedenstående folketal op i antallet af Corona-døde. Sådanne relative tal er nødvendige hvis man vil sammenligne Corona-krisen i forskellige lande.

Folketal og dødelighed i udvalgte lande i sammenligning med døde med Corona Folketal i millioner Døde i alt Døde med Corona Corona-døde pr. 1  mio. 2018 2018     31/3 2020 31/3 2020 Australien 25              162.450 20 1 Belgien 11              109.652 Danmark                 5,8                47.539 90 16 Finland                5,5                54.077 Frankrig                 67              602.885 3.523 53 Holland                 17              151.633 1039 60 Hong Kong                   7                 46.941 Indien           1.353         9.752.371 Iran                 82              395.504 2.898 35 Island                   0,4                  2.298 Italien                 60              646.615 12.428 206 Japan               127          1.366.514 Kina           1.393          9.902.310 3300 2 Mexico               126              748.690 Norge                5,3                40.920 39 7 Polen                 38              402.573 Rusland  144          1.863.767 Spanien                 47              420.514 8.189 175 Sverige             10,2                92.667 180 18 Sydafrika                 58              548.791 Sydkorea                 52              289.157 Tyrkiet                 82              444.033 Tyskland                 83              937.086 658 8 UK                 66              611.699 1.408 21 USA               327          2.780.923 4.054 12 Østrig                    9                84.047 Kilde Verdensbanken, World Development Indicators, 1/4 2020  bearbejdet af Karsten Duus. Samt Sundhedspolitisk Tidsskrift og John Hopkins University. NB: Antallet af døde i 2018 er beregnet ud fra dødsraten i 2017!

Tabellen viser bl.a. at Italien pr 1. april er det hårdest ramte land, både absolut og relativt, men også, at selvom der p.t. er 12.500 døde med Corona - så dør der faktisk "normalt" 650.000 om året i landet. Det gør ikke antallet af døde med Corona mindre - men det sætter naturligvis tallene i relief.

Jeg har selv svært ved at skrive dette, fordi det kan opfattes kynisk, men vigtigere: fordi vi jo ikke ved hvad der ville være sket med Corona-tallene hvis ikke verden "lukkede ned" ! . Men jeg ved som gammel gymnasielærer, at når vi om 3 år kigger tilbage på denne krise, så vil vi anlægge alle mulige relative betragtninger på dødstallene og effekterne af det vi foretog os, og noget af dette bør vel også præge vores aktuelle politik og ikke mindst formidlingen af den. Indtil nu har myndighederne holdt sådanne statistiske analyser for dem selv, fordi det har været afgørende at mobilisere alle - og det gøres lettest ved at fokusere på absolutte tal. Lur mig om ikke vi vil se flere relative tal når vi (heldigvis og forhåbentligt snart) skal til at lukke op igen.

Trump: Når han siger, at 100.000-200.000 døde med Corona, vil være acceptabelt i USA - og et udtryk for at "vi har klaret det ok", så siger han reelt, at han accepterer en situation der er 1,5-3 gange værre end i Italien. Det burde han tabe et præsidentvalg på. Men når valgkampen raser, vil han kunne læne sig op ad, at der alligevel dør 2,8 mio om året i landet. Omvendt burde det være svært for ham at forklare at corona-dødeligheden måske ender med at være hundrede gange større i USA end i Kina.